Dagens næstsidste vin blev så Weingut Gebrüder Mathis’ 2021 Hohrain Spätburgunder … en enkeltmarksvin, hvor alle druer kommer fra vinmarken Hohrain.
På Hohrain marken er der en kalkholdige undergrund dækket af Löss … et lag sandet jordbundstype. Markens hældning er mod Schwarzwald i sydøst, så vinstokke nyder godt af formiddagssol, men er til gengæld køligere hen på aftenen.
Druerne er 60% Dijon-kloner og 40% gamle Freiburger-kloner og delvist afstilket, idet der anvendes 15% hele klaser. Herefter er der sket spontangæring og efter endt fermentering er vinen lagret 18 måneder barriques,. hvoraf 10% er nye fade. Vinen er tappet uden filtrering.
Nu er der duftmæssigt skruet op for landligheden …. totalt animalsk lækker og har igen denne Gebrüder Mathis vildskab med en syrlig og lys side … klar, ren og æterisk. Der er lidt surbitre kirsebær, hindbær, blommer og mørkere bær, lakrids og noget fad med ristede noter, vanilje og chokolade.
Det er også i smagen en frisk og syrlig vin … der er surbitre kirsebær, ribs og citroner, hvilket giver vinen en ren lethed, ren, klar, mineralsk og frisk, men samtidig også saftig udtrykket og man mærker nu også nogle mere markante tanniner, som er med til at give kant og noget stringent struktur. Flot vin. 93 point.
Forhandles af Mr Ruby, hvor en flaske koster 499 kr.