2021 Domaine les Roches Bleues, Les Trois Loups Brouilly, Bourgogne, Frankrig

2021 Domaine les Roches Bleues, Les Trois Loups Brouilly, Bourgogne, FrankrigVi iler da videre med endnu en Brouilly Beaujolais vin fra Domaine les Roches Bleues og denne gang er det deres 2021 Les Trois Loups Brouilly … de tre ulve.

Det betyder her, at Gamay druerne kommer fra marken  Les Trois Loups ved Pierreux og lige der finder vi en undergrund med Roches Bleues … altså de blå klipper … dybt forvitrede blå vulkanske sten og alluvium, som er en slags rester af småsten og grus fra floder og gletsjere.

På Les Trois Loups er vinstokkene omkring 10 år gamle og som med foregående er druerne er håndplukkede og vinen spontangæret via Macération Carbonique i ståltanke alene med druernes naturlige gærcelle over 12 dage,.

Efter endt fermentering har vinen efterfølgende lagret på egefade i 8-10 måneder inden ufiltrereret flaskning og samtidig er der slet ikke tilsat svovl.

Duftmæssigt er Les Trois Loups Brouilly meget blid, blød og medgørlig som en frue på lykkepiller. Det er sart og feminin på en bondsk måde, så hvis det er tre ulve, så er de her i fåreklæder. Det dufter sgu himmelsk med denne lette, lyse og landlige facon, frugt med jordbær, hindbær og kandiserede lyse kirsebær, har også godt med blomster, tulipanstilke, blomstervand og så mærker man nu samtidig fadaftrykket med lidt vanilje og mælkechokolade, som virkelig klæder vinen.

I munden kommer kirsebærsmagene omgående frem … lette, provokerende, friske og langt fremme i smagsbilledet, bondsk, ren, saftig, læskende, lys og skarp. Der er syrlige kirsebær, granatæbler og hindbær … derudover er der grønne stilke og grønne tanniner, der bider og tager lidt mere fat end hos de foregående vine. Det giver en pæn tørhed i munden suppleret med en høj syre, hvor der kommer lidt citroner med og giver denne syrlige elegance, så nu bidder ulvene for alvor. 93 point.

Forhandles af Hands on Wines, hvor en flaske koster 189 kr.

Vinanmeldelse 5,5/7