Så stifter vi igen bekendtskab med Hartley-Ostini Hitching Post Winery, det spændende vinhus, som fik deres gennembrud efter filmen ”Sideways” om de to venner Miles og Jack, der tilbringer en weekend sammen før Jacks bryllup og undervejs bl.a. møder Maya, som er servitrice på Hitching Post.
Jeg har tidligere smagt huset Pinot Noir Highliner i to årgange, nemlig 2007 og 2008, men her har vi storesøsteren Pinot Noir Perfect Set.
Hartley-Ostini Hitching Post Winery er stiftet af ejeren af Restauranten “The Hitching Post” Frank Ostini og hans gode ven, tidligere fisker Gray Hartley. Frank og Gray lavede deres første vine tilbage i 1979, i første omgang alene for at kunne levere vine til Franks restaurant.
Siden har de flere gange skiftet produktionsfaciliteter for at kunne følge med efterspørgslen. I dag ligger produktionen på Terravant Winery, et nybygget, topmoderne vineri i Buellton, kun 1,5 miles fra Hitching Post, og produktionen er ikke længere kun til restauranten, hvilket bl.a. også filmen Sideways var skyld i, så i dag produceres der over 15.000 kasser årligt.
Denne Perfect Set kommer fra vinmarken Fiddlestix Vineyard i Santa Rita Hills, ca. 100 km. nord for Los Angeles. Lavet fra Pinot Noir klonerne 115, 667 & 777, som vinificeres separat inden de mikses til den endelig eliksir. Det er husets bedste druer, bedste vinmark og de bedste egefade, som bruges til fremstillingen af denne vin.
Duftmæssigt klar Pinot næse med kirsebær, brombær, lakrids, lidt grafit … snorlige, næsten som et tog på skinner. Smagen er meget frugtrig, lidt varm i udtrykket, hvilket ledte mig hen på en amerikaner … det var rigtigt. Cremet, fyldig, men stadigvæk med syre, grønne noter og godt med tanniner. Der er lidt krydderier og bitterhed i eftersmagen … meget rank og elegant. Klassevin.
Forhandles af Smalle Vine, pris 350 kr.