Vi sluttede med sidste Barolo fra Podere Ruggeri Corsini og det var deres topvin Barolo Corsini Bussia, som jeg smagte i samme årgang 2019 som de forrige.
Her kommer druerne fra den 1,0 hektar store parcel på Bussia marken, der ligger med en sydøstlig eksponering i 420-450 meters højde ved Monforte d’Alba og stokkene er 38-58 år gamle.
Druerne er håndplukket, derefter er klaserne afstilket og så er gæring samt maceration sket med druernes egne gærceller over 15-18 dage. Efter endt fermentering er vinen lagret 30 måneder på en blanding af franske barriques og slavonske egetræsfade.
Duftmæssigt minder den meget om foregående … men en anelse mere luftig i udtrykket, men fortsat med læder, blomster, tørrede blomster, roser, violer, trøffel og en sart lys frugt af jordbær, ribs og hindbær og så diskret fadnoter med lakridskonfekt, vanilje, kanel, fennikel samt lakrids og ristede noter.
I munden virker vinen mere finkornet, frugten ren, klar og bestemt lysere end foregående Barolo med masser af lyse og sure kirsebær, moreller, ribs, hindbær og grønne jordbær, hvilket så suppleres af lemon og sort te bitterhed. Det er let, lyst og virkelig tørt med ret stramme samt knastørre tanniner, der sætter sig øverst i ganen og denne syrlige, stringent og skolelærerindefaste facon. 95 point.
Forhandles af Italux, hvor en flaske koster 349 kr.