2015 E. Guigal, Vignes de L’Hospice Saint-Joseph, Rhône, Frankrig

2015 E. Guigal, Vignes de L’Hospice Saint-Joseph, Rhône, FrankrigDe lette rødvine varede ikke ved hele aften, for Paul D’s næste bud blev en 2015 Vignes de L’Hospice Saint-Joseph fra det store rhônehus E. Guigal … en vin, som jeg sidst smagte i årgang 2005.

Dengang var det faktisk også til en af vore vinaftenener, men der var det Jan, som havde taget vinen med.

Den er lavet med druer fra to af de bedste Saint-Joseph marker, som Guigal nu ejer eller kontrollerer gennem købet af to vingårde Domaine Vallouit og Domaine Grippat.

Den ene af de to marker er Vignes de L’Hospice, som er en lille, stejl vinmark, som ligger højt over byen Tournon. Selve marken ejes af det lokale hospice og er lejet på langtidskontrakt af Guigal.

Til denne vin har Guigal også tilføjet en del af produktionen fra vingården Les Anges, som tidligere havde tilhørt Domaine Vallouit. Denne vingård ligger over samme hospice, og når jeg skriver over, så er det fordi, at vinmarken er en ekstraordinært stejl skråning, beliggende over byen.

Vinstokkene er mellem 20 og 80 år gamle og er høstet med et udbytte på 37 hektoliter pr. hektar. Guigal vinificerer denne 100% Syrah vin på samme måde som hans Cru Côte Rôties. Efter gæring lagres vinen i 30 måneder på 100% nye fade, og flaskes ufiltreret. Produktionen er meget begrænset.

Duftmæssigt er der det mørke bær, blåbær, brombær, sorte blommer, dyb sort lakrids, tobak, tjære, brændte noter, ristede fade, peber og lakridskonfekt. Det er en fed og mægtig aroma, hvor sorte oliven, ribs og røg også dukker frem sammen med en stenet og granitagtig mineralitet.

I munden virker frugten mere frisk … men fortsat i det mørke univers med brombær, blåbær, hindbær og ribs samt peber, der brænder lidt og suppleres af mørkbitter chokolade, masser af tanniner, der både er kraftige og runde. Det er tungt, imponerende og lækkert med denne mineralske, stenede nordrhônske jernnæve. 95 point.

Købt i Føtex, hvor vinen koster 535 kr.

Vinanmeldelse 6/7