2019 Bodega 4 Monos Viticultores, Aguja del Fraile, Madrid, Spanien

2019 Bodega 4 Monos Viticultores, Aguja del Fraile, Madrid, SpanienSteffen serverede sgu også en rødvin fra Bodega 4 Monos Viticultores, som vi før smagt hvidvin fra. Det var denne 2019 Aguja del Fraile fra det hypede og spændende Sierra de Gredos område.

Det er – næsten naturligvis – en ren Grenache vin, hvor druerne kommer fra fire små parceller med 60-80 år gamle vinstokke, der er fra marker med  granitholdig jord i 880 meters højde tæt ved landsbyen Cadalso de Los Vidrios.

Der skulle efter sigende være en lille smule Cariñena aka Carignan med i blendet og vinen er lavet på hele klaser, der er spontangæret alene med druernes egne gærceller. Gæring og maceration er sket over 21-40 dage afhængig af parcel.

Efter endt fermentering er vinen lagret på 14-15 måneder på franske og østrigske 300 og 500 liter egetræsfade og er sluttelig aftappet med let klaring og uden filtrering.

Vinen har en meget aromatisk aroma … sprittusch, deodorant, vaskepulver, blomster, kokos … lidt en blandet butik, men dufter sgu ret himmelsk. Den har sådan en legende, let, grøn og bondsk side og en frugt, der er ultralet, syrlig, saftet med hindbær, lyse kirsebær samt vilde, tørrede urter og salte mineraler.

Smagen er også grøn og blomstret … har en utrolig lys, frisk og støvet frugt med moreller, ribs, rabarber, granatæbler og en syre proppet af lemon samt Schweppes sodavand. Selv tanninerne er støvede, lette, lyse,  fine, klippestramme med det lyseste og mest følsomme touch. Hvor er det bare fremragende og umulig ikke at blive fascineret af, så dermed 96 point.

Forhandles af Vinpusheren, hvor en flaske koster 269 kr., mens prisen er 228,65 kr. ved køb af 6 flasker.

Vinanmeldelse 6/7