2009 Domaine Roux Père & Fils, Santenay Sous la Roche Blanc, Bourgogne, Frankrig

2009 Domaine Roux Père & Fils, Santenay Sous la Roche Blanc, Bourgogne, FrankrigVin på arbejde tirsdag, bl.a. denne Santenay Sous la Roche Blanc fra vinhuset Domaine Roux Père & Fils, som jeg tidligere har skrevet om her på bloggen, bl.a. da jeg smagte deres 2009 Chambolle-Musigny.

Santenay ligger i det sydlige Cote d’Or. Der produceres store mængder vin, kun overgået af områderne Beaune, Meursault og Gevrey. Stilmæssigt er vinene fra Santenay ofte præget af stor koncentration, fylde og er ofte ret rustikke.

Domaine Roux Pere et Fils er en familiedrevet vingård, som  ligger ved bjergene i Saint-Aubin i den sydlige ende af Cote d’Or i Bourgogne. Familien har produceret vin helt tilbage til 1855, men historien om domænet begynder først rigtigt i 1943, da Marcel Roux besluttede at over far Fernands 4 hektar med vinstokke og hengive sig til vin.

Da hans ældste søn Christian i 1975 overtager driften er gården allerede på 30 hektar, og familievirksomheden vokser løbende, bl.a. med følgeskab af sine brødre , Régis i 1980 og Emmanuel i 1995. I 1977 investerer familien i rustfrit stål udstyr til vinfremstilling og indsatsen i vinmarkerne forbedres.

I 1990 opfører brødrene også en ny vingård uden for Saint-Aubin på et sted kaldet “Charmeaux”. Den nye vingård skal opfylde et stigende produktionskrav, og det betyder også, at vinkælderen – som før husede 300 tønder – udvides med en moderne kælder, der kan rumme yderligere 1.200 tønder.

I dag drives vingården af den næste generation. nemlig af Sébastien og Matthieu Roux, som i dag – sammen med far Christian – driver 65 hektar vinmarker fordelt på Côte de Beaune, Côte de Nuits og Côte Chalonnaise … hvilket gør, at Domaine Roux Père & Fils hører til blandt ​​de top 10 største jordejere i Côte d’ Or i Frankrig.

Nå, men lad os kigge nærmere på denne lille perle af en hvidvin. Duftmæssigt er her fersken, beskeden citrus, nødder, eg, vanilje, men også lidt mineralitet, så vinen på ingen måder bliver en fed Chardonnay. Duften er også god animalsk, næsten landlig med et strejf af marcipan. Fabelagtig duft i denne vin … helt i særklasse på sådan en dødssyg tirsdag. Smagen er rund uden at være overfyldig. Igen træder der lidt mineralitet frem, lidt nødder, svagt krydret og samtidig også en svag sødme. Smager fantastisk.

Købt hos Jysk Vin, pris 199 kr.

Vinanmeldelse 5/7  

Skriv et svar