Paul havde medbragt en flaske af denne flotte 2019 Barolo Annunziata Vigna Plicotti fra Silvio Grasso, som jeg jo har skrevet om en del gange her på vinbloggen.
Denne Barolo Annunziata Vigna Plicotti har jeg da også smagt før i årgang 2013 og endda ikke så lang tid siden … i oktober sidste år.
Nu havde Pauls søn haft denne flaske med hjem fra vingården efter et besøg for ikke mange måneder siden.
Her kommer Nebbiolo druerne fra enkeltmarken Plicotti, hvor Grasso har 1 hektar og stokke plantet i 1982.
Vinen er så vinificeret på samme måde som de øvrige Barolo vine hos Grasso, altså i rustfrie ståltanke med gæring og maceration over 15 dage, hvorefter vinen lagrer 24 måneder i franske barriques og heraf er op til 80% nye barriques afhængig af årgang. Derefter er vinen lagret 12 måneder på flaske inden frigivelse.
I næsen er vinen mørkere, mere bondsk, flæsket bacon suppleret med mere mejeri, end jeg husker. Der kommer også mere klassiske noter med violer, tørrede røde roser, læder, våde fade og cedertræ, en frugt med blommer, modne kirsebær, tranebær og moreller … er mere svulstig i frugten end 2013’eren. Der er røg, lakridskonfekt, balsamico, tør jord og generelt stor tørhed.
Smagsmæssigt er det en tør, stringent og ung vin … frugten også mørkere end forventet … sorte kirsebær, tranebær og blommer, en pose nødder samt nogle træagtige noter, tobak, jod, tjære, peber og så ellers tanniner, der bider og er vilde … men på en eller anden måde også lidt indhegnet og kontrolleret, så det ikke stikker helt af. Den har en knastør syre, der streng, frisk og skarp med masser af bid, goddaw og klar mineralitet. 95 point.
Forhandles af Italux, men denne er ikke i sortimentet pt. Denne er købt på vingården, men jeg kender ikke prisen.