Gert E startede med denne Blanc de Blancs Grand Cru Brut, der stammer fra det store kooperativ Le Mesnil, der har sit navn efter den store Grand Cru Chardonnay vinmark Le Mesnil i Champagnedistriktet.
Kooperativet Le Mesnil er grundlagt i 1937 og det er beliggende i hjertet af den skønne champagneby Le Mesnil-sur-Oger … nabo til legenden Salon.
De 525 tilknyttede medlemmer af kooperativet råder nemlig over en stor del af den bedste Grand Cru vinmark Le Mesnil og via alle disse vinavlere har man 297 hektar af Champagnes absolut bedste vinmarker og man laver kun Grand Cru Champagne.
Druerne til denne Blanc de Blancs Grand Cru Brut kommer fra forskellige parceller i Mesnil-sur-Oger og man blander forskellige årgange for at få en harmonisk champagne med fokus på finesse og elegance. Der indgår altid reserve champagne fra de tidligere store vintage årgange i denne cuvée.
Denne nyeste udgave af vinen er lavet med 90% Chardonnay druer fra høsten 2018, men 8% er fra 2016 og 2% fra 2014 … den samlede vin er tappet på flaske i marts 2019 og lagret 3 år kælderen. Vinen er degorgeret i begyndelsen af 2022 med en dosage på 9,6 gram pr. liter.
Sikke en dejlig duft … rå dej, ganske gæret, der er nødder, mandler, ristet rugbrød, æblemost, pæresaft, mirabeller, grillet lemon, citron, røg og lidt blomster.
Hvor smager vinen dog godt, kompleks, klar, ren og fin … flot balanceret med både syre og sødme. Det suppleres med kridt, kalk, sten med et cremet touch. Der kommer lidt bittersød lemon, men samlet er den letdrikkelig, fin og raffineret. 93 point.
Forhandles af Philipson Wine, hvor en flaske koster 419,95 kr., mens prisen er 349,95 kr. ved køb af 6 flasker.