Vi fortsætter på højre bred i Bordeaux, for næste vin er en Saint-Émilion Grand Cru, men har en alternativ label med et fiktivt navn Marquis de Villebourbon, da vinen kommer fra et anerkendte vinhus, der ikke ønsker sit navn sammen med prisen på vinen.
Læser man bag på etiketten, så står der dog, at vinen er vinen er flasket af SAS Robin A i Saint Aubin de Blaye, hvilket kan henføres til Vignobles Gabriel & Co, der bl.a. driver Château Les Aubiers og netop holder til i Saint Aubin de Blaye.
Det vil vi ikke dvæle mere ved, da jeg ikke ved, om det er korrekt, så derfor kigger vi da bare videre på vinen, der er lavet på 80% Merlot og 20% Cabernet Sauvignon, som er gæret i ståltanke. Efter gæring er vinen lagret12 måneder på 225 liters franske barriquefade, heraf 33% helt nye fade.
Duftmæssigt er vinen ikke særlig åben … er i hvert fald fyldt med krydderurter, nelliker, umami, blæk, cedertræ og vanilje … alt på én gang og ikke specielt sammenhængende.
Smagen er også lidt tynd og næsten pjasket … her er frugten dog tydeligere end i duften og mest hindbær, kirsebær og tranebær med en syrlig kant. Syren virker vag, men vinen har dog lidt tanniner, der giver et tørt og samtidig ganske frisk bid, der egentlig hænger pænt lang tid i munden. 87 point.
Forhandles af Supervin, hvor en flaske koster 159,95 kr., mens vinen i øjeblikket er på tilbud til 139,95 kr. ved køb af 6 flasker.