2022 Weingut Grabenwerkstatt, Grabenwerk Grüner Veltliner, Wachau, Østrig

2022 Weingut Grabenwerkstatt, Grabenwerk Grüner Veltliner, Wachau, ØstrigFik forleden et par glas af denne utrolig imponerende 2022 Grabenwerk Grüner Veltliner, der kommer fra det østrigske, biodynamiske vinhus Weingut Grabenwerkstatt.

Det er et lille spændende vinhus, der er grundlagt i 2014 af de to ejere Franz Hofbauer og Michael Linke, der begge inden etablering af det fælles projekt havde en baggrund indenfor vin og har arbejdet med vin flere steder i verdenen.

Faktisk mødtes to to unge vinmagere på Pyramid Valley i New Zealand, hvor de som ganske unge arbejdede og der høstede stor erfaring. Især blev de meget inspireret af den biodynamiske tilgang, som den tyskfødte Claudia Weersing fra Pyramid Valley gav videre.

Franz kommer selv fra Wachau, hvor han voksede op i en gammel vinfamilie, så han er nærmest født med en meget dyb og rodfæstet forståelse og kærlighed til vinmarkerne og historien i sin region. Han har bl.a. arbejdet for producenter som Felton Road i New Zealand og hos Hirtzberger og Josef & Georg Högl i Wachau.

Michael er derimod tysker, men slog sig i Wachau … men har sin store kærlighed til Riesling fra sit hjemland. Han har udover ophold i New Zealand også arbejdet flere stedet som fx Bürklin-Wolf i Tyskland og endelig hos Domaine Wachau i Østrig.

Da de i 2012 besluttede sig for at lave et fælles projekt, så var det med en meget klar vision. Idéen var at lave den slags vin, som mange generationer af vinbønder havde lavet før industrialiseringen tillod manipulerede vine. Deres filosofi bygger derfor på en biodynamisk tilgang i kombination med en helt uhørt sans for detaljen om hver eneste vinstok.

Men først havde de brug for vinmarker … og havde ikke særligt mange penge. Priserne på vingårde og -marker i Wachau var dog nærmest skyhøje, så dermed var et opstart næsten umuligt.

I stedet søgte og fandt de deres sted i det nordligste hjørne af den nordligste dal af Wachau … et område kendt som Spitzer Graben. Denne dal løber vinkelret på Wachaudalen fra Spitz mod Viessling og er kendt for sit køligere mikroklima, stejle terrasser vinmarker og den slags barske urklipper … helt perfekt for deres plan.

Her var nogle af de mest ekstreme og stejle vinmarker blevet forladt af vinbønder, der ikke længere ønskede at arbejde med disse barske forhold. Andre havde forladt dem, da den globale opvarmning endnu ikke var et problem, hvor disse marker blev anset for at være for besværlige til at lave vine.

Det blev så i 2014 til Weingut Grabenwerkstatt … med navnet inspireret af Spitzer Graben med kun små 2 hektar vinmarker, der udelukkende er med Grüner Veltliner og Riesling. Det skyldes frem for alt overbevisningen om, at de to sorter bedst afspejler det fulde potentiale af Spitzer Graben.

De 2 hektar er fordelt på de 5 vinmarker Brandstatt, Bruck, Schön, Kalkofen og den nordligste Trenning … specielt har Brandstatt 70 år gamle vinstokke. Alt dyrkes efter biodynamiske principper og de behandler de kun deres jord og vinstokke med biodynamiske præparater, te, svovl og kobber … i meget små mængder.

Alle deres vine er spontangæret og forbliver på deres bærme i ståltanke, indtil de har fundet deres naturlige balance.

Og siden etableringen i 2014 er det gået godt for de to unge vinmagere. For på domænets korte levetid er vinhuset vel i dag, at betragte som toppen af Wachau. Fra og med årgang 2021 er deres vine i hvert fald blandt de absolut bedst anmeldte af både The Wine Advocate og Fallstaff.

Derudover blev Grabenwerkstatt i 2022 kåret som Årets exceptionelle vinmager af Gault Millau, hvor de fik følgende bemærkning med på vejen: Hvad Michael Linke og Franz Hofbauer har opnået, siden de grundlagde deres lille, fine vingård i 2014, er et mesterværk.

Denne Grabenwerk Grüner Veltliner er Franz Hofbauer og Michael Linkes første territorial fortolkning … vel et forsøg på at afspejle hele dalen og dens særegenheder i en vin. Man kan vel egentlig kalde den en introvin, selvom der ikke er meget intro over smagen.

 Grüner Veltliner druerne kommer fra de tidligst modnende parceller på de stejle skråninger i Spitzer Graben. Der indgår druer fra en del af de yngste vinstokke på deres marker, men også druerne fra op til 50 år gamle stokke fra selveste Brandstatt.

 Grabenwerk vinificeres på samme vis som vinhusets topvine, hvorfor den er nænsomt helklasepresset, spontangæret på stål med druernes egne gærceller før lagring … og er tappet ufiltreret.

WAUW for en duft … utrolig luftig, nærmest æterisk og utrolig elegant med lidt nødder, lakridskonfekt, hvid fersken, lemon, kridt, hvid peber, grannåle, let honning, blomster … kølig og slank næse, virkelig utrolig elegant og jeg er absolut imponeret.

Sådan smager vinen også … altså imponerende. Den har en god, let og luftig syrestruktur, der sammen med en let sødme, gule meloner, citroner, salt, ingefær og nærmest Riesling skarphed gør vinen både kompleks, let og smuk. Alt virker balanceret så perfekt, virker kølig, rank og samtidig med en blødere frugt … mums for pokker, den er jeg da bare tosset med, så 95 point.

Forhandles af Jysk Vin, hvor en flaske koster 339 kr., mens prisen er 299 kr. ved køb af 3 flasker.

Vinanmeldelse 6/7