Vi skal igen smage endnu en vin fra det familiedrevne vinhus Domaine Michel Rebourgeon beliggende i Pommard med rødder helt tilbage til 1540 og det er netop med en 2020 Pommard Les Trois Terroirs.
De 3 terroirs refererer til, at Pinot Noir druerne her er fra de 3 vinmarker La Rue au Port, Les Poisots samt La Vache, hvor den sidstnævnte mark i øvrigt også stå bag husets absolutte topvin.
Druerne afstilkes uden knusning og koldmacererer før spontangæring med terroirets og druernes egen gær. Med daglig pigeage udtrækkes nænsomt farve, smag og tanniner fra skindet inden vinen efter 3 uger presses med skånsom blærepresse.
Derefter er vinen lagret 18 måneder på 228 liters burgundiske egetræsfade, hvoraf omkring 15% er helt nye. Der er lavet 1.600 flasker og denne er nummer 330.
I næsen en lidt mørk og maskulin vin … der er en skøn aroma af både mørk moden frugt som mørke kirsebær, blommer og hindbær, noget oksefond, teaktræ og mahogni. røg, lakrids, vanilje, chokolade, kaffe, skovbund med lidt friske blomster. Det er maskulinitet i habit, hvor alt er friseret, pænt, blødt og virker endda cremet og elegant.
Sådan smager vinen også … har en maskulin lethed, hvor det mørke, cremede og intense går hånd i hånd med en tynd lethed. Det giver en blød, cremet og lækker vin, hvor den næsten smelter på tungen, har blide muskler, er så ren og ordentlig … men smager ganske godt på denne tyndmørke facon. Glimrende. 95 point.
Forhandles af Supervin, hvor en flaske koster 699,95 kr., mens prisen er 599,95 kr. ved køb af 6 flasker.