2022 Domaine Bégude, Chardonnay Etoile, Languedoc, Frankrig

2022 Domaine Bégude, Chardonnay Etoile, Languedoc, FrankrigFor et års tid siden – take and give a little – smagte jeg første gang denne fine Limoux vin Chardonnay Etoile fra Domaine Bégude og nu smager jeg den igen … blot et år nyere i årgang 2022.

Bégude ligger lidt nordvest for Cépie ved foden af Pyrenæerne i appellationen Limoux. Det har været under samme families eje siden 2003, da James og Catherine Kinglake flyttede dertil for at opfylde deres livslange drøm.

De har samlet 25 hektar vinmarker, der drives 100% certificeret økologisk og alle vinene laves af vinmageren Laurent Girault, som har stor erfaring fra mange steder i Frankrig, men også fra Rippon Vineyard i Central Otago på New Zealand.

Denne Chardonnay Etoile er lavet på 100% Chardonnay druer fra marker i 305 meters højde og høstet med et udbytte på beskedne 28 hektoliter pr. hektar i slutningen af september måned.

Efter høsten er druerne omgående presset, hvorefter gæringen er sket i 600 liters demi-muids egefade alene med druerne naturlige gærceller. Vinen har også lagret i fadene 8-9 måneder inden de så aftappes på flaske.

Virkelig dejlig aromo og umiskendelig fadlagret Chardonnay, hvor fadnoterne dog slet ikke er svulstige eller dominerende, men sætter et fint aftryk med toast, nødder, vanilje, blødt smør samt lidt kridtet mineralitet. Det kommer oveni en frugt, der mest er honningmelon, kvæde, æbler og pærer … meget let, luftig og pænt elegant.

Smagsmæssigt må jeg bare gentage mig selv fra 2021’eren … hvor smager den altså bare pokkers godt. Jeg får omgående en elegant burgundisk reference, bred, cremet, fyldig og smørlækker med et anelse røg, fersken, modne æbler og umodne pærer, grillet lemon samt syltede citroner samt en lille ananassødme … igen balanceret helt perfekt og hænger så lang tid i munden. Imponerende og 93 point.

Forhandles af Vinmonopolet.dk,  hvor en flaske koster 180 kr. ved køb af 6 flasker.

Vinanmeldelse 5,5/7