Du danske sommer, jeg elsker dig, skønt du så ofte har sveget mig … skrev Thøger Larsen engang. Men selvom sommeren har vist sig noget omskiftelig, så kan man jo godt drikke god vin på terrassen, som nu fx denne Riesling fra Weingut Wagner Stempel.
Det er også en vin, som jeg tidligere har smagt i årgang 2019 … og dengang skrev jeg også en masse om vinhuset.
Det er en helt almindelig entrylevel Gutsriesling, som Wagner har lavet med druer fra husets marker ved Sieferheim. Vinen er lavet på både rustfrie ståltanke og 1.200 liter Stückfass fade af tysk eg samt omkring 5,6 gram restsukker pr. liter.
Hvor er duften fin og god … virkelig god faktisk, for der er foruden æbler, fersken og citroner en dyb, kalkede mineraler, en landlig og let nøddet aroma med nougat, let mynte og umiddelbart ville jeg aldrig have gættet på, at dette er en basis aka Gutswein, for kvaliteten er virkelig høj.
I munden er vinen mere stram, men fortsat med en lille sødme. Det betyder konkret en stram, citrusdrevet syre, der virkelig bider fra sig og giver en mundspidsende tør og frisk vin med pænt mineralsk bid. Til at supplere den megen syre og småsure citroner er der også lidt grønne elementer … vildt opkvikkende og frisk vin. 91 point.
Forhandles af Vinmonopolet, hvor en flaske koster 150 kr. ved køb af 6 flasker.