2018 Jean Gagnerot, Mâcon Charnay, Bourgogne, Frankrig

2018 Jean Gagnerot, Mâcon Charnay, Bourgogne, FrankrigJeg nappede et glas mere hvid burgundisk vin fra GCF Groups brand Jean Gagnerot og det var denne 2018 Mâcon Charnay … en vin, som jeg har smagt før i årgang 2019.

Som jeg fortalte sidst, så er Mâcon-Charnay en lille og ukendt appellation, der ligger klods op ad Pouilly-Fuissé og næsten kun laver hvidvine. Der findes kun 59 hektar marker i Mâcon-Charnay, så det er også en appellation, der er nem at overse … og ud af de 59 hektar er der faktisk kun 4 hektar rød Pinot Noir.

Denne vin er lavet ved, at druerne efter ankomst til vineriet først er presset skånsomt i en pneumatisk presse, hvorefter mosten gærer på temperaturregulerede ståltanke omkring 16 grader. Efter endt gæring lagrer vinen i 10 måneder sur lie inden aftapning.

Duften minder meget om 2019’eren … clean med en lille smule ristede hasselnødder, melon, fersken, mirabeller og pærer. Igen er der nærmest ingen fadpræg, men en lidt neutral, spinkel og mager aroma med blomster, skyllemiddel, en smule spidskommen, men sammenlagt meget blid, hvid og sart.

Sådan smager vinen faktisk også … mere rank, skarp med modne æbler, umodne grønne pærer, citroner og lemon. Den har helt som 2019’eren en svag og let bitterhed, har frisk frugt og ellers blid og medgørlig med en kridtagtig mineralitet. 90 point.

Forhandles af Supervin, hvor en flaske koster 199,95 kr., men kan fås til 109,95 kr. ved køb af 6 flasker.

Vinanmeldelse 4,5/7