N.V. Bodegas A.R. Valdespino, Pedro Ximénez El Candado Sherry, Jerez, Spanien

N.V. Bodegas A.R. Valdespino, Pedro Ximénez El Candado Sherry, Jerez, SpanienDrak forleden lidt sherry … jo jo. Nabo Claus synes, at jeg skulle smage denne Pedro Ximénez ”El Candado” Sherry fra det gamle, traditionsrige sherryhus Bodegas A.R. Valdespino. Jeg er ikke den store sherrymand, men det er jo altid sjovt at prøve noget nyt, og denne sherry er endda også meget anderledes end hvad jeg ellers har smagt af sådanne flasker.

Bodegas A.R. Valdespino er ét af de ældste sherryhuse i Spanien, ligger selvfølgelig i Sherryens højborg … byen Jerez de la Frontera … og har produceret sherry helt tilbage siden 1430. Ejendommen har dog været i Valdespino-familiens eje i endnu længere tid. Don Alfonso Valdespino var nemlig én af de riddere, der i 1264 hjalp den daværende konge af Castilla, Alfonso X – også kendt som “den vise konge” – til at besejre maurerne ved Jerez og i taknemmelighed fik tildelt ejendommen samt et ordenligt stykke jord af kongen.

Sherryproduktionen hos Valdespino startede i 1430, og de første mange år alene som en såkaldt “almacenistas”, hvilket er betegnelsen for de bittesmå sherrybønder, der enten ikke har mulighed – eller råd – til at flaske deres egen sherry. Men det ændrede sig mange år senere, nemlig i 1837 hvor Antonio Fernandez de Valdespino reelt grundlagde Bodegas A.R. Valdespino og startede med salg af egne flasker sherry. I 1883 blev huset endda leverandør til det spanske hof, og langsomt udvides familievirksomheden via yderligere opkøb.

Bodegas A.R. Valdespino ejer vigtige vinmarker, bl.a. Inocente i Macharnudo Alto samt El Corregidor Viejo og San Isidro i Carrascal. Sherryvinene får en efterbehandling med langvarig opbevaring på egefad, og de fleste sherry lagres efter solerasystemet. Når sherryen tappes, erstattes den med sherry fra det næstældste fad, der erstattes fra det tredieældste fad osv. Det yngste fad fyldes op med ny vin. Hos Bodegas A.R. Valdespino har man nogle meget gamle soleras, og flere af deres sherrys tilbringer mellem 8 og 10 år i solera – hvilket er det dobbelte af, hvad mange andre bruger.

De seneste efterkommende i Valdespino familien mistede imidlertid lysten til at videreføre sherryhuset, så det blev i september 1999 solgt den store vinkoncern Bodegas Grupo Estévez, som er et af de helt store sherryhuse med en årlig produktion på omkring 18 millioner flasker sherry og brandy. Koncernen ejes af Jose Estevez de los Reyes, og siden købte af Valdespino er der investeret massivt i Valdespino, bl.a. med bygningen af en helt ny ejendom i udkanten af Jerez og der er samtidig ansat ny ansvarlig vinmager, ønologen Eduardo Ojeda.

Denne Pedro Ximénez “El Candado” er udelukkende produceret på Pedro Ximénez druer, som efter høsten får lov til at tørre i solen et par uger, hvorved sukkerindholdet forøges med 10-15 %. Det giver en meget sød sherry. Søde sherryer laves nemlig normalt også på Pedro Ximenez- eller moscateldruer, mens de helt søde udelukkende laves på Pedro Ximenez druer, der er tørret og presset. Efter endt fermentering har vinen lagret i mindst 12 år på egetræsfade.

El Candado betyder “hængelås” på spansk, og flaskens top er netop forsynet med en tilhørende hængelås, som skal låses op inden den søde væske kan indtages. Lidt popsmart … og ærlig talt en smule upraktisk. Sherryen er pga. produktionsmetoderne jo flere årgange … så derfor N.V. (Non Vintage).

Efter hængelåsen blev låst op, og jeg havde tabt den ene nøgle … jo, nøglerne er meget små …. så kom der sherry i glassene. Og det er dessertvin på steroider … næsten som at drikke en crème brûlée eller nyde en vin lavet på ahornsirup. Farven er mørk og mahognifarvet, og konsistensen er en tykflydende eliksir med duft af karamel, rosiner, figner, blommer og sukkersødme. Smagen er fyldig, cremet, tyk, fed og skøn … specielt for os med en sød tand. Der er blommer, karamel, sukker … denne sherry behøver ingen tilhørende dessert … det er en dessert, en flydende dessert. Jeg kan dog sagtens tage lidt is sammen med den … hvis det skal være!

Det er selvfølgelig ikke en sherry, som man skal drikke meget af … så bliver den nok for meget, men en dejlig sød overraskelse. Jeg kunne da godt finde på at købe en, som kan nydes, hvis vejret en dag er alt for trist.

Forhandles bl.a. af Løgismose, hvor prisen er 169 kr. Forhandles flere steder i Danmark.

Vinanmeldelse 4/7 

Skriv et svar