2011 Bruno Rocca, Barbera d’ Asti, Piemonte, Italien

2011 Bruno Rocca, Barbera d' Asti, Piemonte, ItalienEn charmerende italiener af bedste skuffe, nemlig en Barbera d’ Asti fra vinhuset Azienda Agricola Rabaja’ Bruno Rocca, som ligger i den lille bydel Rabaja ved Barberesco, og som har givet navn til den meget berømte mark. Bruno Roccas ejendom ligger helt ude på kanten med den mest fantastiske udsigt.

Bruno Rocca overtog ejendommen i 1978 efter faderens død, og han blev den første i familien, der også producerede vin. Vingården havde dog været i familiens eje siden slutningen af 1950’erne, hvor Bruno Roccas far Francesco og hans kone Maria Adelaide flyttede fra centrum af Barbaresco og købte vingården i Rabaja.

Som modernist skabte Bruno Rocca i starten af 80’erne en helt ny stil i forhold til andre producenter i Barbaresco, nemlig bløde vine med stor elegance. Han bruger små franske egefade, men også arbejdet såvel i marken som i kælderen anskues forskelligt, alt efter hvilken ”skole” man hælder til.

Han ejer i dag 15 hektar, og han har modtaget et væld af priser. Dog er han temmelig sky og undgår helst al offentlig virak. I dag er hans søn Francesco også med i driften af gården.

Denne vin er lavet på 100% Barbera fra en mark, der ligger i kommunen Vaglio Serra. Her er jorden en blanding af sand og rødlig mergel. Høstudbyttet er 40 hl. pr. heltar, hvilket er meget lavt. Det er med til at give vinen dens flotte karakter. Vinifikation og gæring sker i rustfri stålkar under temperaturkontrol og vinen modner 12 måneder på barriques med flere omstikninger, hvorefter vinen lagrer 4 måneder på flasken inden frigivelsen. Alle de anvendte fade har været brugt én gang tidligere.

Duften er nærmest sådan lidt a la kridt … samtidig meget landlig, nærmest animalsk, frugtrig med blåbær, eg, gammel kælder, fugt … meget, meget indbydende. Jeg smagte en vin fra Bruno Rocca for en del år siden, og der var jeg ganske imponeret … og det er jeg faktisk igen. Hvorfor har jeg ikke købt vin herfra siden? Nå, men smagen er elegant, blød, elegant med frugt, solbær, kirsebær. Tanninerne er til stede … og sætter sig rundt i mundhulen, men slet ikke voldsomt. Nam, nam … hvor er det godt.

Købt hos Jysk Vin, hvor vinen pt. fås på tilbud til 99 kr., normalpris 165 kr. Tilbudsprisen er rent tyveri.

Vinanmeldelse 5/7  

Skriv et svar