2022 Weingut Huber, Grüner Veltliner Terrassen, Niederösterreich, Østrig

2022 Weingut Huber, Grüner Veltliner Terrassen, Niederösterreich, ØstrigMeget passende fortsatte jeg på terrassen med høj sommersol kvartetten fra Weingut Huber med et glas af denne 2022 Grüner Veltliner Terrassen.

Som med Riesling Terrassen, så er Grüner Veltliner Terrassen en vin, jeg har smagt tidligere i både årgang 2021, 2020 og 2017.

Vinen er lavet med druer fra forskellige marker i Traisental og fra vinstokke, som er mellem 5 og 80 år gamle. Vinen er lavet med 6 timers kold udblødning af druerne, presning og gæring i ståltanke ved 19 grader, hvorefter vinen modner yderligere i de rustfrie ståltanke i 3 måneder inden vinen flaskes. Den har 1,8 gram restsukker pr. liter.

Som med 2021’eren er det først en dans mellem nogle blide noter af melon, pærer, fersken og nogle mer’ karakteristiske Grüner Veltliner aromaer med jord, selleri samt en anelse grøn peberfrugt. Men vi er i alt-er-blidt-og-godt-land, for alt er er fint sammenhængende. Der er også en klar tørhed, mineraler og hvide asparges … indbydende.

I munden har vinen også en lille, venlig og tropisk slagside, hvorved smagen i starten bliver meget blid … også blidere end 2021’eren og så kommer der alligevel lidt bid med salt, citroner og en syre, der så holder hovedet oppe og samlet set giver en frisk vin. 90 point.

Forhandles af Supervin, hvor en flaske koster 124,95 kr., men prisen ved køb af 6 flasker er 89,95 kr.

Vinanmeldelse 4,5/7