2018 Herman J. Wiemer Vineyards, HJW Bio Riesling, New York State, USA

2018 Herman J. Wiemer Vineyards, HJW Bio Riesling, New York State, USADenne HJW Bio Riesling fra Hermann J. Wiemer Vineyard har jeg faktisk smagt før, men dengang var det i årgang 2019, men her smager jeg så vinen i årgang 2018.

Vinhuset Hermann J. Wiemer Vineyard ligger på den vestlige side af Seneca Lake og er etableret i 1979 af Hermann J. Wiemer, som kommer fra en familie fra Bernkastel i Mosel.

Hermann mors familie havde produceret vin i Mosel i 300 år og faderen havde været en dygtig gartner, som havde været ansvarlig for fremavl af vinstokke i Bernkastel og havde bl.a. stået for en del af genopretningen af vinmarkerne efter anden verdenskrig og havde overbevist Dr. Thanisch til at bevare de mest berømte vinmarker ved at pode de gamle Riesling kloner på amerikanske grundstammer.

Derfor havde Hermann i sin ungdom lært at pode i hånden og supplerede senere den færdighed og viden, der blev overført fra far til søn, på det store vinforskningsinstitut … Forschungsinstitut fur Reblausbekampfung und Wiederaufbau i Neustad.

Under den meget indflydelsesrige Dr. Helmut Becker blev Hermann optaget og lærte der alt om vinstokke og vinproduktion inden han i 1960’erne emigrerede til USA og slog sig ned ved byen Dundee på den vestlige bred af Seneca Lake, hvor klimaet mindede meget om hans families vinmarker i Moseldalen.

På det tidspunkt var det kun meget få, som troede på, at det var muligt at dyrke vinifera vinplanter i området, men Hermann mente, at de unikke jordtyper og klimaet ved Finger Lakes ville gøre det muligt at producere gode vine her.

Derfor købte Hermann 32 hektar jord og startede med dedikation det store arbejde med at plante og pode vinstokke … og dermed blev det starten vingården Hermann J. Wiemer Vineyard. Den første mark hedder i øvrigt i dag HJW Vineyard.

Da Hermann i 2007 gik på pension, så blev vingården overtaget af Fred Merwarth, der i forvejen siden 2003 har stået for produktionen og tidligere stået i lære hos Wiemer.

Fred købte gården i partnerskab med den svenske agronom Oskar Bynke, som Fred havde mødt på universitetet. I dag forsøger de med hjælp fra Freds hustru Maressa Merwarth at drive vingården videre i Hermann J. Wiemers ånd.

De har i dag omkring 40 hektar vinmarker og laver omrking 17.000 kasser vin årligt, herunder altså også denne 2018 HJW Bio Riesling, som er lavet ved presning af de hele klaser, gæring på ståltanke med druernes naturlige gærceller og derefter er vinen lagret med 50% i store egefade og den anden halvdel i de rustfrie ståltanke.

I næsen går petroleum hånd i hånd med en håndfuld nødder, meget fin aroma med pærer, kandiserede æbler, mandarin, lidt ananas samt kantalupmeloner. Med mere luft i glasset aftager de tertiære noter … har noget comfort og venligt med med tyggegummisødme samt en buket blomster med stor lethed.

Smagsmæssigt er det også en lidt blødere Riesling, hvor syren ikke er så vild, men egentlig meget afdæmpet med nogle citroner, grønne æbler, lemon … hvilket dog er tilstrækkelig til at give en vis friskhed suppleret med en generøs og mineralsk smag, ultrafin balance og vinen har samtidig så mange dimensioner. 94 point.

Ikke fundet herhjemme, men på vingården koster den 45$ … svarende til omkring 300 kr.

Vinanmeldelse 5,5/7