LGI Wines er et stort vinfirma, der ligger på adressen Avenue Georges Guille i Carcassonne og skræddersyr bl.a. private labels vin og andre vine under flere forskellige navne … som fx denne 2021 Témoin du Temps.
Den innovative vinhus ejer egentlig ikke selv vinmarker, men opkøber druer fra en række vinavlere i det sydlige Frankrig og det er primært Languedoc, Roussillon, Provence og Gascogne. De laver og flasker så vinene på deres anlæg i Carcassonne.
Selskabet blev grundlagt i 1999 i Carcassonne af Alain Grignon, som havde en vision om af designe god og billig Languedoc vin beregnet for de internationale eksportmarkeder.
I 2013, da Alain Grignon gik på pension, overtog Xavier Roger og Cédric Duquenoy roret, hvor Xavier blev administrerende direktør og Cédric blev salgsdirektør.
Denne Témoin du Temps – tidens vidne – er lavet på ren Cabernet Sauvignon, som høstes fra forskellige marker i Languedoc. Druerne er først afstilket og knust inden gæringen og maceration på store betontanke over flere uger.
Efter endt fermentering er vinen lagret 3 måneder på franske egefade og derefter yderligere 3 måneder på amerikanske fade.
I næsen er det en solvarm vin … solbær, brombær med både fylde, power, sødme, chokolade, sød lakrids, kaffebønner … og virker da også lidt småfed, buttet og glad imødekommende.
I munden er det en rund, fyldig, cremet og pænt sød vin … men imellem den søde, venlig og chokoladefede overflod, så har vinen også et skud peber, tydelige tanniner, tørt træ, en stringent og klar syre, blommer, solbær, brombær og smager faktisk rigtigt rart, så dermed 89 point.
Forhandles af Supervin, hvor prisen er 99,95 kr., mens prisen ved køb af 6 flasker er 49,95 kr.