Vi skulle smage Chianti vinene fra Rocca di Montegrossi i sæt med 2 årgange og for deres almindelige Chianti Classico var det årgang 2017 og 2020, men vi starter med 2017’eren.
I denne årgang skulle vinen være på 90% Sangiovese , 5% Canaiolo og 5% Colorino. Gæringen er sket ved 28 grader i rustfrie ståltanke over 12 dage og efter endt fermentering er vinen lagret 12 måneder i betontanke og på 54-56 hektoliter store Allier egefade,
2017 var et varmt år i Toscana og Wine Spectator har fx ratet året samlet set til 93 point. Det er en vin, som Rocca di Montegrossi laver omkring 50.000 flasker af årligt samt 4.500 halve flasker.
I næsen er der en herlig og næsten dekadent aroma af moden frugt, tobak, blommer og lakrids. Der er også sorte kirsebær, dyb og intens, brændte noter, champignon, en espresso, jod, blod og hæfteplaster.
Smagen er pænt dyb med en mørk, italiensk og balsamisk smag med syrlige kirsebær, som giver et godt og stramt tanninsk bid, men ellers virker vinen tør, rund og varm med flot intensitet, så 93 point.
Forhandles af Vitis Vinifera, hvor en flaske koster 143 kr.