Inden vi smagte Chianti vinene fra Rocca di Montegrossi, så skulle vi starte med en rosévin, nemlig den sangiovesebaserede Rosato i en frisk årgang 2022.
Her er Sangiovese druerne høstet i en periode over 10 dage i september, mens gæring er sket i ståltanke ved 16 grader i 25 dage og efter endt gæring er vinen lagret 3 måneder sur lie i ståltankene inden aftapning på flaske i starten af februar i år.
I næsen er vinen let parfumeret og blomstret med lyse kirsebær, jordbær og melon. Dertil kommer en anelse citroner, en vis tørhed samt en mineralitet af noget flint.
Smagsmæssigt har vinen dog noget fylde og virker faktisk cremet, hvor frugten mest minder om tranebær samt syltede citroner. Det er en ganske habil rosévin, så 90 point.
Forhandles af Vitis Vinifera, hvor en flaske koster 130-135 kr.