2020 Domaine Hurst, Gewurztraminer Vieilles Vignes, Alsace, Frankrig

2020 Domaine Hurst, Gewurztraminer Vieilles Vignes, Alsace, FrankrigUnder So Trendy Alsace Masterclass’en smagte vi med temaet So Sweet denne 2020 Gewurztraminer Vieilles Vignes fra det altid gode vinhus Domaine Hurst.

Vinhuset er grundlagt tilbage i 1928 af Jean Babtiste Hurst, mens Armand Hurst selv overtog driften i 1989.

Det var også Armand, der i 1991 flyttede vinhuset til nye og mere moderne lokaler på nuværende placering i udkanten af Turckheim.

Armand solgte dog i 2015 vinhuset til Christophe Erhart, dennes broder og en schweizisk investor. Christophe er tidligere svigersøn af Jean Meyer fra Domaine Josmeyer. Han var i 21 år ansvarlig for markerne og vinene hos Josmeyer og stod bag det kvantespring, som huset tog med bl.a. omlægning til biodynamisk vinbrug.

På Domaine Armand Hurst er han nu også i fuld gang med at omlægge hele produktionen til biodynamisk vinbrug. Der er samlet 9,5 hektar vinmarker, hvor der dyrkes Riesling, Pinot Noir, Muscat, Pinot Gris og Gewurztraminer og topmarken er Grand Cru Brand, men også Heimburg i Ingersheim giver fremragende vine.

Han har faktisk hele 7 hektar på selveste Grand Cru Brand marken, hvilket gør ham til den største enkeltejer af  denne eksklusive Grand Cru mark.

Udover sin egen produktion, så er Christophe også biodynamisk konsulent for andre alsaciske vinbønder, men også næstformand i det franske Demeter forbund.

Her smager vi hans Gewurztraminer Vieilles Vignes fra serie Vieilles Vignes på gamle vinstokke. I dette tilfælde er det fra 35-50 år gamle stokke på marker på bjergskråninger ved siden af husets egne Grand Cru marker og høstet med et udbytte på kun 15 hektoliter pr. hektar.

Efter høsten er druerne skånsomt presset uden afstilkning, mens gæringen er sket spontant alene med druernes egne gærceller på store, århundredgamle egetræsfade, hvor vinen efter endt gæring også er lagret sur lie i en periode inden aftapning på flaske.

Selvom det er en sød vin, så er der faktisk relativt beskedne 10,5 gram restsukker i vinen, som Hurst lavet 3.000 flaske af om året.

Duftmæssigt mærkes fra starten, at der er skruet op for den aromatiske parfumebutiks sødme, som umiddelbart næsten virker på nektarniveau. Det dufter faktisk ret godt af det mest blomstrede forår med pressede, tørrede blomster, sødlig tørret abrikos, dadler, fersken og dåsepærer.

Smagen er da også ret sød, men alligevel med en smule frisk bid suppleret med muskatnød, fersken, mandler, marcipan og noget alkohol, som bider lidt … men også giver modspil til den søde frugt med et umiddelbart stort sukkerindhold. Det er sgu vin til nydelse, specielt hvis man elsker kombinationen med søde ting og flot syre, så dermed 91 point.

Forhandles herhjemme af Vinova, men denne er ikke pt. i sortimentet, så prisen kendes ikke.

Vinanmeldelse 5/7