Næste vin fra Jérôme Neumeyer på Domaine Neumeyer var fra serien Alsace, som vel nærmest er husets basisvine. Det er nemlig vinen Riesling Hospices i årgang 2021.
Her kommer druerne fra 31 år gamle vinstokke på marker i 230 meters højde og høstet med et udbytte på 55 hektoliter pr. hektar.
Vinificeringen er – som alle vinene hos Neumeyer – sket i ståltanke med spontangæring med den naturlige gær og lagring sur lie i ståltankene. Vinen har 2,2 gram restsukker pr. liter og der er lavet 9.180 flasker af vinen.
Duften er mere rund og nærmest vegansk, grøntsagsfond, men frugten virker mere tropisk med fersken, papaya, mango samt en smule pærer.
Smagen er derimod mere rustik … mere kantet og maskulin end Bruderthal, har en saltet og bitter frugt, hvor der bl.a. er godt med citronsyre og bid. 88 point.
Ikke fundet en forhandler herhjemme, men i udlandet koster vinen normalt 10,90€ … svarende til 81 kr.