Jeg har tidligere haft Barolo fra La Biòca i vinglasset og været ret himmelhenrykt … og det er jeg såmænd igen med denne Barolo Monvigliero 2015.
La Biòca betyder pindsvin, men det er også betegnelsen for en hårdhudet person. Dermed passer ordet Biòca meget godt til Bisso Atanassov, som er idémanden bag La Biòca.
Da han tilbage i 2012 slog sig ned i Serralunga d’Alba med en målsætning om at lave vin på niveau med de bedste producenter i Barolo og Barbaresco, så sagde mange, at projektet var tosset og at det ville være umuligt at gennemføre … og bare prisen på gode vinmarker kan afskrække enhver, men ikke den hårdhudede Bisso.
Bisso Atanassov er oprindeligt fra Bulgarien, har tilbragt sin ungdom i Moskva, har ønologi uddannelse fra Montepellier og en master i ønologi fra Torino. Han har produceret vin for Viu Manent i Chile, Vietti i Barolo, Graham Beck i Sydafrika, Château Engarran i Languedoc, Ramos Pinto i Douro og Angelus i St-Emilion.
Sammen med en flok russiske investorer fik han dog opkøbt en række vinmarker … lidt af et kæmpe projekt, men i dag ejer og lejer La Biòca samlet 16,5 hektar vinmarker, hvor dog alene 9,1 hektar pt. anvendes til produktionen, mens 7,4 hektar er købt for nyligt i kommunen Roddino og vil blive tilplantet over de kommende år.
Huset har parceller på marker som Bussia, Ravera, Monvigliero, Castagni og Croera i Barolo, Ronchi og Secondine i Barbaresco samt San Sebastiano ved Monforte d’Alba.
Siden 2018 har Bisso Atanassov dog ikke længere været en del af vinhuset … til gengæld er vi stødt på Bisso i andre sammenhænge, for han hjælper i dag Taverna Wines ved siden af sit eget soloprojekt Quila .. men er også vinmager for det danske par Ann og Michael Dupont og deres piemontiske eventyr Mille Vite.
Men denne 2015 Barolo Monvigliero er altså lavet af Bisso … i hvert fald i starten og det er med Nebbiolo druer fra Monvigliero marken i omkring 380 meters højde på en bakkekam ved byen Verduno, der på modsatte side passeres af floden Tanaro. Betingelserne giver et lidt køligere mikroklima. Samtidig er jordbunden sandet og medvirkende til at levere lette Nebbiolo vine.
Vinen er lavet med en 100% afstilkning, en kold udblødning af druerne i 2-3 dage inden gæring i rustfrie ståltanke over 7-10 dage. Herefter har vinen hvilet med skallerne i eftermaceration i 20 dage inden lagring i 18 måneder på 500 liters franske tonneaux fade og 300 liters blandede egefade.
I næsen er det træolie, linolie og virker vegansk, har noget grøntsagsfond, brændt karamel, ristede noter, kandiserede noter, cedertræ, lærkeskud og en meget moden frugt, sorte kirsebær, sorte blommer, brombær, lakrids, peber, tjære, jern, gamle havelåger samt gammelt træ, kanel, vanilje … meget blød og imødekommende.
Uha, hvor det smager godt … har denne lidt easygoing og typiske bløde La Biòca karakter, men det er med et godt bid og en god syrlig nerve. Det er atter brombær og blommer, fennikel … det smager sgu bare herregodt, så 96 point.
Vinene fra La Biòca forhandles af Propperiet Vin Import, men denne vin er ikke i sortimentet, så prisen kendes ikke.