2018 Weingut Georg Gustav Huff, Niersteiner Pettenthal Rehbacher Steig Sommerseite Riesling, Rheinhessen, Tyskland

2018 Weingut Georg Gustav Huff, Rehbacher Steig Sommerseite Riesling, Rheinhessen, TysklandVi skal lige for en stund tilbage til gode, gamle Weingut Georg Gustav Huff, for de har fået en ny vin i sortimentet … denne  2018 Niersteiner Pettenthal Rehbacher Steig Sommerseite Riesling.

Vinhuset har jeg skrevet om flere gange og også besøgt ved nogle gange. Det ligger i den lille by Schwabsburg … lidt oppe fra vinmarkerne fra Nierstein. Ved hvert eneste besøg har vi altid tanket godt op med nogle kasser vin, da priserne er ganske fornuftige i forhold til kvaliteten.

Riesling druerne til denne vin kommer fra det stejleste område på Pettenthal marken og Rehbacher Steig Sommerseite er et gammelt stednavn for en del af marken, som rækker ind i en lille sidedal og derfor bliver mere sydvendt end den ellers østvendte mark.

Vinen er lavet på rustfrie ståltanke, men den får efter endt vinificering lov til at lagre 8 måneder på 500 liters tonneaux fade og den har 3,0 gram restsukker pr. liter.

I næsen er der godt med Riesling karakter … i hvert fald starter vi med pænt niveau af petroleum og diesel, men det suppleres af lidt abrikos, fersken og syltede citroner, limeskal, nogle frugtsten, vanilje og den virker egentlig blød med en grøn note og tørrede blomster.

Smagen er dejlig skarp, præcis, sprød og frisk med citroner, lemon med et let karamelagtigt, hvilket samtidig er med til ar gøre vinen ret omgængelig og endda blød. Dermed får man virkelig flere ting, altså både den pivfriske syre, men også en blød og cremet fornemmelse samt salte mineraler, hvorfor det samlet set er en flot Riesling og Houlberg ligger på 92 point.

Købt på vingården og i Tyskland koster vinen omkring 24.20€ … hvilket svarer til 180 kr.

Vinanmeldelse 5/7