2007 Schlossgut Diel, Pinot Noir Fass 80, Nahe, Tyskland

2007 Schlossgut Diel, Pinot Noir Fass 80, Nahe, TysklandSidste vin fra nytårsaften … ren forkælelse, nemlig en fabelagtig Spätburgunder fra Schlossgut Diel, endda en specialcuvée udvalgt af Tom fra Atomwine. Ét enkelt fad, Fass nr. 80 synes Tom var det absolut bedste, så det blev flasket på 150 stk. magnumflasker og fluks sendt til Danmark.

Jeg købte min flaske for nogle år tilbage og havde gemt den til en speciel lejlighed. Vidste dog godt, at det var gode sager, da jeg har smagt vinen for et par år siden, og også tidligere har smagt Diels Spätburgunder “Cuvée Caroline” i både årgang 2005 og 2007 … og været ganske begejstret.

Schlossgut Diel ligger i byen Rümmelsheim ved borgruinen Burg Layen, ca. 20 km. sydvest for Wiesbaden. Vi er i Nahe, et uanset vinområde i Tyskland, hvor det primært er kooperativer, som laver elendig vin, men hvor der også findes enkelt gode producenter, og så altså også Schlossgut Diel, som laver fremragende vine.

Fæstningen Burg Layen blev bygget i det 12. århundrede og kom i Diel familiens besiddelse i 1802, da Johann Peter Diel erhvervede ejendommen, dens vinmarker, landbrugsjorder og slottet fra Baron Heribert Wolfgang von Dalberg under Napoleons besættelse af området.

Vinhuset drives i dag af Caroline Diel, som overtog driften i 2006. Caroline Diel har haft hendes læreår hos førende domæner verden over, dog især i Bourgogne, og hun har en fuldstændig perfektionistisk og kompromisløs tilgang til alle detaljer i arbejdet.

Caroline elsker at være i vinmarken og hun har i de sidste par år lært hver eneste vinstok på slottet at kende. Caroline er datter af en af de vigtigste figurer i Tysklands vinverden, Armin Diel. Indtil 2009 var han chefredaktør for vinguiden Gault Millau, som bedømmer alle de førende tyske producenters vine.

Perfektionisten Armin Diel er direkte og ærlig, vidende og grundig. Han siger sin mening klart og er ikke bange for konfrontationer. Derfor er han den fødte kritiker, hvilket han ikke ventede længe med at gøre opmærksom på, da han forlod vingården i 1979 for at studere jura. I sin studietid begyndte han at offentliggøre restaurantbedømmelser – uden at lægge fingrene imellem.

I dag er det den samme Diel, man møder på Schlossgut Diel. Armin vendte tilbage til slottet i midten af 80′erne med en drøm om at bringe vinproduktionen til tops i Tyskland. Knap 2 dekader senere har han med sin datters store hjælp nået målet. Diels evner er uhyggelige. Han er en dygtig smager, og til sin vinguide og sine vinbøger smager han både alle de bedste tyske vine samt en stor del af verdens andre store vine. Samtidig er han ikke bange for udfordringer og for at sætte sig meget høje mål.

Schlossgut Diel ejer 3 klassificerede marker, alle ”erste Lagen” – Nahe’s Grand Crus:

Goldloch Diel ejer 4 hektar og er dermed den største ejer af denne legendariske mark. Nogle mener, at navnet Goldloch kommer fra, at minearbejdere søgte efter guld her i det 17. århundrede, mens andre mener navnet kommer fra, at vinene fra dette område er deres vægt værd i guld. Et tyndt lag af ler i undergrunden giver i hvert fald vinene kraft, elegance og dybde.

Burgberg Siden 1997 har Schlossgut Diel ejet 1,8 hektar af denne vinmark, hvilket faktisk svarer til halvdelen af hele vinmarken, en unik og meget stejl skråning (30-40 grader) med fremragende mikroklima. Navnet Burgberg refererer til slottet Burg Layen, som jo også er ejet af Schlossgut Diel. Marken er speciel pga. den særlige lerjord med skifer- og grusaflejringer, som er optimalt for produktionen af elegante Riesling vine.

Pittermännchen Schlossgut Diel ejer 1 hektar (1 ha) af den prestigefyldte mark. Navnet Pittermännchen går tilbage til det 16. århundrede, idet en Pittermännchen var en lille sølvmønt og navnet blev givet for at vise, at vine fra denne mark var af signifikant værdi. Jorden består af skifer og kvartsit med en masser af grus, og denne kombination giver en forfriskende mineralitet til vinene.

2007 Schlossgut Diel, Pinot Noir Fass 80 - hele flasken

Nå, men lad os komme til at smage denne Spätburgunder Fass 80 … selvfølgelig – som navnet indikerer – lagret på egetræsfad … hvor lang tid ved jeg dog ikke. Kan ikke finde oplysninger herom. Dette skulle være en “Lagencuvée des Spätburgunders”, dvs. lavet af Spätburgunder druer fra forskellige “lagen”, altså marker.

I glasset fint teglfarvet og transparent. Duften er svag animalsk med det typiske pinotsødme blandet med blyant/grafit, lakrids, modne og mørke moreller og en skøn blidhed. Smagen er fløjlsblød og forførende … rank, blide tanniner og fandens elegant. Det er lidt mere fylde i Diels Spätburgundere end mange andre tyske Spätburgundere … men alligevel en elegance uden lige. Super vin … ren nam nam.

Købt hos Atomwine, pris 499 kr.

Vinanmeldelse 6/7  

Skriv et svar