En kilometers penge øst for Monteu Roero i den lille by Sant’ Anna … og omkring 5 kilometers nordvest for Alba finder vi det lille vinhus Azienda Agricola Negro Angelo & Figli di Giovanni Negro. Nytårsaftensdag nød Gert og jeg (begge med følge) også denne Nicolon Barbera d’Alba fra dette vinhus.
Vinhuset drives af Negro familien, og er grundlagt i 1670 af Giovanni Dominico Negro, søn af Audino Negro. I alle årene har Negro familien dyrket vin fra markerne omkring ejendommen, primært sorterne Arneis, Nebbiolo, Barbera, Bonarda, Dolcetto og Brachetto.
I alt ejer familien knap 60 hektar vinmarker, fordelt på 11 parceller, nemlig Cascina Basarin i Neive, Langhe Milon, Vigna Prachiosso, Sudisfà, Vigna Nicolon, Barbera Bertu, Vigna Gianat, Ciabot San Giorgio, Rocche di Monteu Roero og Lombricoltura i Monteu Roero samt Cascina S. Vittore da Dove Provengono i Canale d’Alba.
I dag hedder ejeren også Giovanni Negro, og han driver huset sammen med hustruen Marisa, deres smukke datter Emanuela og deres tre sønner Gabriele, Angelo og Giuseppe.
Denne Nicolon Barbera d’Alba er en enkeltmarksvin fra marken Vigna Nicolon i Monteu Roero, selvfølgelig 100% Barbera fra 30 år gamle vinstokke. Vinen er lavet med 10 dages kort macarationstid, og har derefter lagret 15 måneder på eg, 50% nye og 50% brugte fade.
Duftmæssigt en blanding af babybræk (på den gode måde forstås), blyant/grafit, modne kirsebær, brombær og moreller. Smagen er fin og elegant … god fylde af en Barbera, kirsebær, vanilje og flot syre/sødme balance … blide tanniner, og faktisk en ganske charmerende vin. Thumbs Up.
Købt hos Veras Vine, pris 139 kr.