Når vi nu er ved Toi Toi Wines og deres pivskarpe Sauvignon Blanc vine, så smager vi atter én af dem … deres Sauvignon Blanc Reserve i årgang 2021.
Her kommer Sauvignon Blanc druerne fra 3 forskellige vinmarker i Marlborough, nærmere bestemt Brookdale Vineyard, Upper Wairau Valley samt kystnære Utawai Vineyard.
Druerne høstes i de kølige aftentimer for at bevare frugten renhed og smagspotentiale. Dette sker over flere høstrunder, så al frugt selekteres ved optimal modenhed.
Efter 2-3 timers skindkontakt presses druerne næsomt, inden vinen gærer på ståltank med temperaturstyring og brug af flere forskellige gærtyper, der hver især fremmer udviklingen af særlige karaktertræk.
7 af de 8 vine, der udgør Reserve-blendet, modner på ståltank, mens den sidste gærer og lagret på egetræsfade for at berige frugtsmagen med et touch af krydret kompleksitet.
Det beskedne brug af fad kan duftes fra starten, for udover de helt pivfriske noter af lemon, stikkelsbær, hyld, grøn peber, græs, mynte samt tomatblade, så er duften både mere luftig og elegant, men den har også en snert vanilje, som giver mere kompleksitet og langt mere behagelig, rund og sammenhængende noter.
I munden er vinen fortsat skarp, frisk og energisk med en nærmest sitrende nerve af syre, masser af bitter lemon, grape, stikkelsbær, citroner, hyldeblomst … men også med lidt mere eksotisk frugt af mango, melon, passionsfrugt og papaya. Der er syrligt, bittert, så frisk, mineralsk, balanceret og fabelagtigt. 93 point.
Forhandles af Supervin, hvor en flaske koster 229,95 kr., mens prisen er 179,95 kr. ved køb af 6 flasker.