2020 Weingut Sohns, Geisenheimer Kläuserweg Riesling BACI Unfiltriert, Rheingau, Tyskland

2020 Weingut Sohns, Geisenheimer Kläuserweg Riesling BACI Unfiltriert, Rheingau, TysklandWeingut Sohns er efterhånden et kendt hus her på vinbloggen, efter jeg besøgte huset for et par år siden efter anbefaling fra vinmageren Verena Schöttle på Chat Sauvage. Her smager jeg en nyere vin fra Sohns … 2020 Geisenheimer Kläuserweg Riesling BACI Unfiltriert.

Jeg har tidligere skrevet om mit besøg hos Sohns i blogindlægget Besøg hos Weingut Sohns … ukendt, beskeden, billig og fremragende. Og den overskrift siger faktisk meget rammende næsten alt om vinhuset.

Geisenheimer Kläuserweg Riesling BACI Unfiltriert er en af husets vine fra den nye serie, der er kaldt Natürlich & Speziel … natur und orangeweine, altså vine uden brug af svovl og alene lavet med en andel hele klaser uden afstilkning og spontangæring alene med druernes egne gærceller.

Vinen har fået navnet Baci, hvilket er italiensk for kys … og etiketten er tegnet af Maya Roth, der er mangeårig medlem af Sohns teamet, en ambitiøs vinmager med en særlig kærlighed for kunst.

Druerne kommer fra vinstokke på Geisenheimer Kläuserweg marken, som ligger på vejen op til det store Schloß Johannisberg. Marken er en Erste Gewächse mark med en hældning på 10-30% samt en jordbund med ler, löss og mergel.  Allerede i 1292 er marken omtalt som Via Clusen grundet et Benediktinerinnenstift, som lå i bunden af marken.

Det blev dog senere i 1452 opløst på grund af rygter om umoralske damer på stedet, men bygningerne – en renæssancebygning med et sent gotiske kapel – skulle efter sigende fortsat ligge nedenfor Schloß Johannisberg.

Efter endt fermentering er vinen så lige lagret 12 måneder på barriques og så tappet ufiltreret på flaske med minimal tilsætning af svovl … dermed en naturvin, der er anderledes end de andre vine hos Weingut Sohns. Den har 2,7 gram restsukker pr. liter og dermed mere tør end fx husets Erste Gewächse vine fra den samme mark.

I næsen er der allerede fra start pænt fadpræg samt en svulstig petroleum, meget rund, blød og luftig som en hængekøje, comfort parfumeret med fadnoter af vanilje, karamel og skumfiduser, ren og fin frugt med æbler, citroner og kæmpestor dybde. Det er en fyldig, blød og virkelig intens vin … optur.

Smagsmæssigt er vinen meget mere syrlig, frisk og krisp end duften indikerede. Det er grønne æbler, lemon, citroner og mest grillede og syltede citroner … pivfrisk bid. Alt sidder de rigtige steder og dermed rigtig lækker Riesling med en svag intens fyldighed. 95 point.

Købt på vingården, hvor en flaske koster 24€ … svarende til 179 kr.

Vinanmeldelse 6/7