Som næste portvin fra portvinshuset Vinhos C. Da Silva smagte jeg så deres 22 år gamle 2000 Dalva Colheita Port, der er produceret på et blend af Touriga Franca & Touriga Nacional fra egne marker omkring Vila Nova de Gaia.
Efter høsten er druerne afstilket, knust og vinificeret med en meget omhyggelig maceration med kontakt med skallerne for at udvinde den maksimale farve, tanniner og aromaer.
Derefter er gæringen sket i franske egetræskar ved en kontrolleret temperatur 27-29 grader indtil det ønskede sødmepunkt blev nået og så er der tilført brandy inden lagring på franske egetræsfade i en lang periode siden 2000 … og er flasket i 2020.
I glasset er portvinen lys rødbrun og grumset, men duften er langt mere støvet og moden end foregående. Der er tørrede kirsebær og tørrede blommer, en pågående alkoholsprit og så ellers kandiseret appelsinskal, nødder og så godt med tørt træ, cedertræ, mahogni, teaktræsolie og en snas rosiner.
Smagen er bedre … men alkoholen kommer en anelse for hurtigt frem, selvom den efterfølges af både tørret tropisk frugt, hvor der er kraft, peber og bid. Dertil kommer karamel, nøddenektar, rosiner og tobak, men samtidig også klart nogle tanniner, der giver bid med stor og ringende syre. 91 point.
Forhandles af Vinmonopolet, hvor en flaske koster 350 kr. ved køb af 6 flasker.