Vi smager da bare mer’ vin fra Weinbau Ulf Barthel og når vi nu er i Franken, så skal vi da selvfølgelig også smage Ulfs Silvaner og det blev i årgang 2021.
Som med den foregående Riesling er vinifikationen alene sket i rustfrie ståltanke og der anvendes kun de ubetinget nødvendige tilsætningsstoffer.
Atter er der egentlig ikke mange oplysninger om produktionen, men den har lidt mere sødme end den forrige i kraft af 7,1 gram restsukker pr. liter.
Duftmæssigt er det en fristende pæretærte med æblemost til, måske endda lidt kvæde, men meget rund og har også lidt ristede hasselnødder, røg, estragon, laurbærblade og grønne urter.
Smagsmæssigt meget soft … næsten vandet og har ikke så megen syre, men pære- og bananblød, har grønne bitre æbler, cremet, røg samt udblødede citroner. Meget cremet, genert og tilbagetrukket i alle smagene. 87 point.
Kan købes i Weinbau Ulf Barthels webshop, hvor en flaske koster 14,60€ … svarende til 109 kr, og forsendelse er gratis, hvis du samlet køber mindst 12 flasker.