I sommers smagte jeg for første gang en 2016 Alberelli di Giodo fra den karismatiske og dygtige vinmager Carlo Ferrini, der jo i Toscana driver vinhuset Podere Giodo, men ved siden af også laver vine fra Sicilien. Nu er den gal igen, da jeg smager Alberelli di Giodo i en nyere årgang 2019.
Vinen kommer som sagt fra det lille sicilianske projekt og den er lavet på ren Nerello Mascalese, der stammer fra en enkeltmark på 1 hektar med 80-100 år gamle stokke, der er upodede og præ-phylloxera. Marken ligger på nordsiden af Etna i vulkansk sand i 950 meter højde.
Alberelli di Giodo er lavet med 7 dages alkoholgæring i rustfrie ståltanke og cementtanke … derefter 20 dages ekstra maceration og er så derefter lagret 12 måneder på 500 -700 liter egefade.
Duftmæssigt er der godt med kirsebær, sure, søde og modne kirsebær, kirsebærsten, blommer og ribs, blomster, rosenblade, violer, læder, sød tobak, jernbanesveller og tjære, rå champignon samt nogle grønne og urtede noter. Den virker også både tør og mineralsk med en vis landlighed.
I munden minder vinen utroligt meget om 2016’eren … godt med syrlig frugt, hvor der både er bitter grape, ribs, hindbær, umodne kirsebær og tranebær samt fint, let og legende udtryk. Dermed bliver det ingenlunde en fed vin, men er snarere slank, rank og direkte med denne balsamiske, mineralske og tjærefyldte side.
Tanninerne er igen vildt tørre, så det giver en fabelagtig spændstig og samtidig harmonisk vin med denne bitre og syrlige kant. Det er en vin, der kræver tålmodighed, tid og fordybelse. Tænker også, at den nok skulle have være gemt nogle år i kælderen. 95 point.
Forhandles af Supervin, hvor prisen er 699,95 kr., mens du ved køb af 6 flasker kan købe vinen til 429,95 kr.