2014 Domaine Louis Lequin et Fils, Santenay Vieilles Vignes, Bourgogne, Frankrig

2014 Domaine Louis Lequin et Fils, Santenay Vieilles Vignes, Bourgogne, FrankrigDomaine Louis Lequin et Fils er efterhånden ret kendt her på vinbloggen og denne Santenay Vieilles Vignes har jeg også smagt tidligere i årgang 2018 … nu smager jeg 2014’eren.

Vinen er lavet på 100% Pinot Noir fra 45-60 gamle stokke fra udvalgte marker i Santenay. Klaserne er delvist afstilkede og så er vinen lavet med 10 dages koldmaceration og 15 dages gæring ved relativ høj temperatur, da man ønsker stor ekstraktion.

Vinen har herefter lagret 10-12 måneder på 228 liters burgundiske barriques, heraf 20% nye fade.

Hvor er det clean … herlig lys og frisk, let modne og alligevel syrlig frugt af hindbær, rabarber, kirsebær, læder, tørrede blomster samt en stenet mineralitet og lakrids.

Hvor smager den godt … lys, let og med moden frugt … igen kirsebær, ribs, hindbær med en rank og slank saftighed, der medbringer en lille sødme samt knastørre tanniner og en let grape bitterhed. Hvor er det godt, syrlig og stringent og alderen kan nærmest slet ikke mærkes. Hvor jeg dog trængte til sådan et glas. 92 point.

Forhandles af Supervin, hvor en flaske koster 339,95 kr., men kan fås til 169,95 kr. ved køb af 6 flasker.

Vinanmeldelse 5/7