2020 Tenuta J. Hofstätter, Meczan Pinot Nero, Alto Adige, Italien

2020 Tenuta J. Hofstätter, Meczan Pinot Nero, Alto Adige, ItalienJeg smagte forleden 2 lækre Pinot Noir vine fra det totalt fremragende norditalienske vinhus Tenuta J. Hofstätter og den første var denne 2020 Meczan Pinot Nero.

Hofstätter ligger på  den centrale plads midt i den lille by Termeno, under en kilometer fra floden Aldige og omkring 15-20 kilometer syd for den større by Bolzano.

Vinhuset er grundlagt i 1907 af Josef Hofstätter. Han var oprindelig smed, så han måtte lave vinen i fritiden. Det skete i kælderen på hustruens kro Schwarzer Adler og så kunne han jo meget passende også sælge vinen på kroen. På dette tidspunkt var Hofstätters vinmarker placeret på den vestlige side af floden Adige.

Det blev Josefs nevø Konrad Oberhofer, som sammen med hustruen Luise overtog vingården i 1942. Det var specielt Konrad Oberhofer, som udviklede vingården. Han var den første i Sydtyrol at separere druerne fra de forskellige marker, både i vinificeringen og ved i produktionen at lave enkeltmarksvine.

Konrad Oberhofer datter Sieglinde giftede sig i 1959 med Paolo Foradori, hvis familie i årtier havde produceret kvalitetsvin fra marker på østsiden af Adige.

Dette ægteskab har betydet at Hofstätter i dag råder omkring 50 hektar af de bedste vinmarker i området fordelt på en del marker som Kolbenhof, Barthenau, Yngram, Steinraffler, Rechtenthaler Schlossleiten og Cereseto Superiore.

I dag er det 4. generation i form af Martin Foradori Hofstätter, som driver vinhuset. Han er af den overbevisning, at det er i vinmarken, at det store arbejde skal ligge for at sikre en høj kvalitet af vinen.

Ydermere benytter man sig af biologisk skadedyrsbekæmpelse. I det hele taget sigter man på i fremtiden udelukkende at fremstille vin på økologisk dyrkede druer.

Denne 2020 Meczan Pinot Nero er lavet med 75% afstilkede druer og 25% i hele klaser. Vinen er lavet i store æggeformede betontanke med maceration over 10 dage og der er vinen også lagret en periode inden endelig aftapning på flaske.

Duften er let, lys, luftig og burgundisk med nogle saftige jordbær, lyse kirsebær, sød kostald, våde fade, let gran samt en håndfuld søde røde bolsjer.

Hvor smager det godt … saftig, straight og let, har en vis bund, ren frugt med mirabeller, lyse blommer og hindbær, mens også en nærmest jernagtig og alligevel blød mineralitet. 92 point.

Forhandles af Espergærde Vinhandel, hvor en flaske koster 165 kr.

Vinanmeldelse 5/7