Château Camensac vertikalsmagning

Bestyrelsesmøde torsdag bød på vin … naturligvis, men Bernt snød os alle ved alene at servere én vin, nemlig 5. cru vinen Château Camensac, men i 7 forskellige årgange, hvor vi så “blot” skulle gætte årstallet. Ikke nemt, men vi var heller ikke langt fra i vores bud. Faktisk fik vi vin fra slottet i 8 årgange, idet vi startede smagningen med andenvinen La Closerie de Camensac i en årgang 2007.

Camensac, som tidligere var et kloster, hører til blandt de mest kendte vinslotte fra Bordeaux i Danmark. Slottet har gennem mange år været ét af de lavest rangerende 5. cru slotte, og vinene har aldrig været blandt de mest efterspurgte, da kvaliteten faldt drastisk umiddelbart efter klassificeringen i 1855. Det blev imidlertid ændret i 1964, da brødrene Forner  – vinhandlere fra Loire – overtog vinslottet. De havde i forvejen nogle år forinden købt et andet Bordeaux slot, Château Larose Trintaudon.

Forner familien var flygtninge fra Franco perioden i Spanien, men vendte siden tilbage til Spanien eller rettere Rioja og skabte et af verdens største vin brands, nemlig Marqués de Cáceres. På Château Camensac iværksatte familien straks en renoveringsplan, som bl.a. indbefattede massive nyplantninger af vinstokke, renovering af kældrene og installering af det nyeste vinifikationsudstyr. Endvidere engagerede man den berømte franske ønolog Emile Peynaud, som med sin store ekspertise skulle hjælpe med at få både vineri og vinmarker på fode igen.

Det var derfor et moderne og fornuftigt vinslot, da det i 2005 blev købt af familien Merlaut, som ejer ikke blot Gruaud-Larose, men også Haut Bages Libéral (5.Cru), Ferrière (3.Cru) og et par stykker mere. På Camensac blev der atter investeret, nye kældre blev bygget, og andre investeringer blev også foretaget for at øge vinens kvalitet. Etiketten på vinen blev også samtidig ændret fra og med årgang 2005, så den minder lidt om gamle etiketter, som vinen havde i 1800-tallet! Lidt synd, hvis I spørger mig, for etiketterne fra før 2005 er betydelig mere autentiske og knap så kedelige.

I dag er det den berømte ønolog og flying winemaker Michel Rolland, som er vinmager på Camensac og han har fået løftet kvaliteten langt over 5. Cru og slottet har fået rigtig gode ratings internationalt set de sidste år.

Château Camensac ligger på Médoc halvøen, og er som flere andre Cru Classé slotte i Médoc og Haut-Médoc ikke lige så berømt som naboerne i fx Saint-Julien. Imidlertid har slottet 75 hektar unikt terroir grænsende direkte op til Saint-Julien. Vinstokkene er i gennemsnit omkring 35 år og består af 60% Cabernet Sauvignon og 40% Merlot. Undergrunden hvor Cabernet Sauvignon vokser er stenet og gruset, mens Merlot stortrives i en undergrund med ler. Godt 70 % af vinen lagrer på helt nye egefade, så der spares ikke på noget for at nå den kvalitet, som alle ved, slottet kan præstere.

Slottet laver også en glimrende 2. vin, nemlig Closerie de Camensac. Den laves fortrinsvis på druer fra de unge vinstokke og det er præcis den vin, som vi startede smagningen med.

2007 Closerie de Camensac

2007 La Closerie de Camensac

Duftmæssigt lidt kirsebær og blåbær, jord, røg, svag vanilje og grønne noter. Smagen er tør med hvid peber, lyserøde bær og tanniner. Virker meget syrlig eller umoden, og mangler lidt blødhed.

Vinanmeldelse 3,5/7 

 

2006 Château Camensac

2006 Château Camensac

2006’erne var første af de i alt 7 årgange af Château Camensac, og har en næse med bitre kirsebær kombineret med mørke bær, blæk, let jord og mug, fernis og grønne blade, og smagen fortsat til den syrlige side med granatæbler, kirsebær, eg og godt med tanniner. Bør nok ligge i kælderen flere år endnu.

Vinanmeldelse 4/7 

 

2004 Château Camensac

2004 Chateau Camensac

Duftmæssigt mere mørk i frugten, der er svag sødme, muld … men ellers lidt neutral. Smagen lidt hen af samme skuffe som 2006’eren med stor tørhed, godt med tannin, granatæbler, kirsebær og lidt bitterhed.

Vinanmeldelse 4/7 

 

2002 Château Camensac

2002 Chateau Camensac

2002’eren er en tak bedre og mere animalsk i duften. Der er solbær, lidt tobak, våd muld, læder, mens smagen også er mere rund og fyldig med mørke bær, solbær. Tanninerne er her mere bløde, og det klæder vinen.

Vinanmeldelse 4,5/7   

 

1998 Château Camensac

1998 Chateau Camensac

Med 1998’eren blev der lagt endnu fire års alder på, og duften er lidt af det samme … måske er denne knap så animalsk, men har derimod solbær, læder og våd asfalt … i hvert fald bedste bud. Smagen er blød, og vinen er fortsat meget frugtrig. Der er solbær, fin syre rygrad og tanninerne er bløde og meget behagelige, hvilket gør vinen meget let drikkelig. 1998 var i øvrigt et fremragende år i Bordeaux.

Vinanmeldelse 4,5/7 

 

1994 Château Camensac

1994 Chateau Camensac

Det første, der slår én ved smagningen af 1994’eren er, hvor godt vinen har klaret sin 19 års levetid. I glasset er vinen fortsat ganske rød … der kan alene skimtes en smule brun farve i kanterne, men det er alene meget svagt. Duftmæssigt også fortsat godt med liv, for der er solbær, men også en smule portvin, hvorved alderen fornemmes. Derudover lidt blyant, men herudover fortsat grønne blade og syre. I smagen er der også fortsat syre og tanniner … og man overraskes af, hvor grøn og syrlig vinen fortsat er efter 19 år.

Rating 4,5/7   

 

2009 Château Camensac

2009 Chateau Camensac

Så et gevaldigt hop frem i tiden til 2009’eren. Duften er mere klassisk Bordeaux med solbær, blæk, muldjord, og smagen også mere koncentreret end de øvrige Camensac vine, som vi hidtil har smagt. Smagen er også mere koncentreret med sødme, fylde og tannin. Trods den unge alder, så er tanninerne imidlertid meget bløde og behagelige, og eftersmagen er let krydret. Det kan godt fornemmes, at 2009 var et godt år i Bordeaux.

Vinanmeldelse 5/7  

 

1999 Château Camensac

1999 Chateau Camensac

Château Camensac rallyet sluttede med denne årgang 1999, som i modsætning til fx 1998 var et dårligt år i Bordeaux. Duft er bitre kirsebær og lidt solbær, blæk og gazebind. Smagen domineres af solbær i kombination med bitre kirsebær, og der er fortsat godt med tannin i vinen. Ellers måske en smule neutral i indtrykket, og eftersmagen forholdsvis kort.

Vinanmeldelse 4,5/7  

Skriv et svar