2019 Alain Jaume, SY-RAH Familly, Rhône, Frankrig

2019 Alain Jaume, SY-RAH Familly, Rhône, FrankrigMed næste vin – som har en sød etiket med en musefamilie, som har hver deres egen smag – er vi nu i Rhône hos Alain Jaume og det er med vinen 2019 SY-RAH Familly.

Jaume familien er en stor producent i Rhône og ejer i dag de 4 vinhuse Domaine Grand Veneur i primært Chateauneuf-du-Pape, , Domaine du Clos de Sixte i Lirac, Château Mazane i Vacqueyras og endelig Domaine la Grangette Saint Joseph i hele Côtes-du-Rhône og NordRhône.

Familien har fremstillet vin i generationer, ja faktisk siden 1826, hvor Mathieu Jaume besluttede at dyrke vinstokke i Châteauneuf du Pape.

I dag er det 5. generation i form af Alain Jaume, som driver hele vingården. Da Alain i 1979 med hustruen Odile overtog driften, så ændrede parret samtidig navnet til Domaine Grand Veneur, hvilket vel nærmest kan oversættes til lederen af jagthundene og herefter blev vinene solgt med dette navn.

I starten havde Domaine Grand Veneur alene knap 9 hektar vinmarker, men dette er løbende forøget. I 2003 købte familien endvidere endnu en vingård, nemlig Clos De Sixte, en Appellation d’Origine Contrôlée vingård i Lirac.

Denne appellation er beliggende på den anden side af Rhône floden end familiens eksisterende vinmarker, men alligevel få kilometer fra Châteauneuf du Pape og alligevel med næsten samme jordforhold, nemlig med sandholdig jord og de ​​berømte runde sten.

I dag har Alain og Odiles tre børn Sébastien, Christophe og Hélène, gradvist overtaget ansvaret for domænet, så vingården nu roligt kan fortsætte med 6. generation ved roret. Sébastien er vinmager, mens Christophe står for salg og marketing. Hélène er også kommet med og tager sig af salget til USA.

Det er også børnene, som har stået bag købet af den 10 hektar store vingård Château Mazane i Vacqueyras og i 2015 også den 55 hektar store ejendom La Grangette Saint Joseph beliggende i Côtes du Rhône området.

I dag har huset så sammenlagt 145 hektar vinmarker, som alle dyrkes økologisk. Heraf ligger 16 hektar i Châteauneuf-du-Pape, 31 hektar i Lirac og 10,5 hektar i Vacqueyras, men derudover parceller på marker i Ventoux, Rasteau, Gigondas og  Cairanne … og så ellers masser under appellationen Côtes du Rhône. I det nordligere har de marker i både Crozes Hermitage, Saint Joseph samt Condrieu.

Her smager vi dog en lille sjov sag fra familien, nemlig vinen SY-RAH Familly, der – som navnet afslører – er lavet på ren Syrah. Vinen er så lavet udelukkende på stål … først med gæring og maceraion i rustfri stålkar ved kontrolleret temperatur, hvorefter vinen også er lagret omkring 6 måneder i ståltanke inden aftapning på flaske.

På etiketten kan man se denne lille SY-RAH familie af mus, som hver repræsenterer en smag, som man finder i vinen. Jeg fandt først ud af dette, da jeg skulle skrive om vinen, men det passer faktisk utroligt præcis med mine egne smagsnoter.

På etiketten har musene navne som reglisse = lakrids, mûre = brombær, myrtille = blåbær, menthol = mentol, poivre = peber og endelig er violette = violer.

I næsen er det en mørk krydret sag … duft af våde fade, krydderier, urter, grønne vinblade, violer, lidt blæk og skolekridt, klart en smule til den parfumeret side med lidt peber, let lavendel, blåbær samt brombær.

Smagsmæssigt er det også en rigtig god allround bondevin med en blød og saftig struktur, en smule sødme, peber, brombær og hindbær samt lidt bitre tranebær med en skvis lemon. Trods ren Syrah bliver det aldrig en tung vin, men virker frisk i frugten. 89 point.

Forhandles af Vinmonopolet.dk,  hvor en flaske koste 90 kr. ved køb af 6 flasker.

Vinanmeldelse 4,5/7