2009 Gérard Bertrand, Naturalys Crémant de Limoux, Languedoc, Frankrig

2009 Gérard Bertrand, Naturalys Crémant de Limoux, Languedoc, FrankrigVinsmagning i Randers Vinlaugh med det spændende tema økologiske, biodynamiske og naturvine … eller nature wine, som sidste type også kaldes. Og alle vinene var samtidig fra Sydfrankrig, og hvad er så mere naturligt end at starte med en Crémant?

Crémanten er fra den store Gérard Bertrand, som har en fortid som en af Frankrigs bedste rugbyspillere. Efter en lang, succesfuld karriere lagde han imidlertid støvlerne på hylden og besluttede at tage en ny udfordring op … nemlig vinproduktion.

I 1992 overtog han ledelsen af sin fars vingård, Domaine de Villemajou, med den målsætning, at han ville højne standarden, ikke bare for vingården, men for hele området. Han vil være for Sydfrankrig, hvad Guigal er for Rhône. Et navn folk kan læne sig op ad, om end de ikke orker at sætte sig ind i detaljerne.

Siden overtagelsen har Gérard Bertrand også investeret i endnu flere vinmarker, fordelt over regioner som Corbières, Minervois og Côteaux de Languedoc, så han i dag har hele 410 hektar vinmarker. Ganske imponerende.

Derudover er han gået i partnerskab med 40 andre lokale producenter, som nøje følger hans visioner for kvalitet i vinmarken, for så – når høsten er overstået – at sælge druerne til ham.

Denne Naturalys Crémant de Limoux kommer fra en serie af vine under navnet Naturalys … og alle er biodynamiske. Det skal jeg nok vende tilbage til senere. Vinen er lavet på druerne Chardonnay, Chenin Blanc og Mauzac. Naturalys Crémant kommer fra Limoux. Selve Limoux by er en mindre bjergby, og det menes at der er netop her, at den mousserende vin … eller flaskegæringen blev opfundet i 1531 af munkene i Saint Hilaire. Hvis det passer, så er det mere end 100 år før den glade munk i Champagne-distriktet.

Distriktet Limoux er beliggende så højt og køligt, at de franske INAO-myndigheder ikke regner området for en del af Languedoc-Roussillon, hvilket den geografiske placering ellers berettiger til. Det kølige klima, kombineret med flere århundreders tradition for at producere både stille og mousserende hvide vine i distriktet, er da også medvirkende til, at man må betragte Limoux i en klasse for sig.

Lad os få smagt denne Crémant … som duftmæssigt giver aromaer af syrlige pærer, våd papir eller våd papkasser, en lidt gæret duft, svag animalsk og lidt nødder … valnødder. Der er let til medium bobler i vinen, søde æbler, let citrus … smager ganske okay, men har også et par svagheder, for boblerne forsvinder meget hurtigt i glasset og efterlader vinen som en tynd æblejuice. Virker lidt som æblejuice med svage bobler tilsat en skvis citrus. Jeg synes, at vinen mangler lidt dybde, koncentration og der er heller ikke så god styr/balance mellem boblerne, syren og sødmen.

Forhandles i Vinspecialisten, pris 160 kr.

Vinanmeldelse 3/7 

Skriv et svar