2019 Château La Tonnelle, Haut-Médoc Cru Bourgeois, Bordeaux, Frankrig

2019 Château La Tonnelle, Haut-Médoc Cru Bourgeois, Bordeaux, FrankrigDomaines Fabre er nok mest kendt for deres ejerskab af det kendte Bordeaux slot Château Lamothe-Cissac, men ejer også mindre vinslotte som Château Bellevue de Tayac, Château Landat og Château La Tonnelle … og det er fra sidstnævnte, at vi nu smager en 2019 Haut-Médoc Cru Bourgeois.

Château Lamothe-Cissac ligger i hjertet af Cissac et stenkast fra 1. Cru slottet Château Lafite-Rothschild. Slottet var oprindelig ejet af Monsieur d’Elbauve, der også ejede det meget smukke og meget gamle kloster Vertheuil.

I 1964 blev slottet imidlertid købt af Gabriel Fabre, som var vendt tilbage fra hans bopæl i Marokko, men efter overtagelsen plantede han nogle år senere i 1967 nye vinstokke på de 33 hektar tilhørende marker.

Det gav god mening, for området har været kendt for vinproduktion siden romertiden. Og siden overtagelsen har slottet – der er et Cru Bourgeois vinslot – været kendt for gode  velstrukturerede samt komplekse vine som ofte kan være svære at skelne fra vine fra Pauillac og Saint-Estèphe.

Château Lamothe-Cissac ejes fortsat Fabre familien, men i dag er det med Vincent Fabre som ansvarlig. Han har også været med i overtagelsen af Château La Tonnelle, der oprindelig blev opført i 1903 og laver gode vine … og så gode, at en vin derfra endda blev tildelt en førsteplads for bedste vin i Vertheuil-kommunen af Bordeaux vinbiblen Féret.

Siden 1982 har Fabre familien omlagt markerne tilhørende Château La Tonnelle og bygget nye vinkældre.

Her smager vi så 2019 Château La Tonnelle Haut-Médoc Cru Bourgeois, der i denne årgang er lavet på 70% Cabernet Sauvignon, 26% Merlot og 4% Petit Verdot … lavet helt klassisk og efter endt fermentering lagret på barriques i 12 måneder.

Det er en fyldig Bordeaux med blæk, solbær, brombær samt masser af fadpræg af både kanel, lakrids, lakridskonfekt og chokolade. Vinen har vild dybde, masser af kraft, våde fade, blyanter, skovbund og har samlet set en rigtig behagelig duft.

I munden er det også en lille kraftig bandit, hvor frugten også er venlig, moden og tilbageholdende, men det er syren faktisk også, hvilket giver blød, rund og meget komfortagtig vin, hvor frugten så nærmest er marmeladefed, saftigheden i top med lidt sort te, nogle bitre og vage tanniner samt lidt tørt cedertræ. Bordeaux med sul på kroppen, men det smager sgu meget godt. 90 point.

Forhandles af Philipson Wine, hvor en flaske koster 159,95 kr., mens prisen er 129,95 kr. ved køb af 12 flasker.

Vinanmeldelse 4,5/7