Vi sluttede den spændende Ploussard smagning af de fem små terroirvine fra Cellier Saint Benoit med denne 2020 Arbois Pupillin Ploussard La Ronde.
Igen er der tale om en meget lille vinmark, for druerne er fra La Ronde på kun 0,4 hektar og ligger i 340 meters højde og alle vinstokkene er plantet i 1973.
Vinen er lavet præcis som alle de foregående fire, altså med en indledende afstilkning af druerne, hvorefter gæringen sker naturligt uden tilsat gær i rustfri stål- eller fibertanke uden svovl. Gæring og maceration varer typisk 12 til 16 dage med løbende overpumpning.
Så presses vinen og lagres 6 måneder på tankene og er flasket uden klaring, filtrering og med meget lav tilsætning af svovl. Der er kun lavet 1.285 flasker af vinen.
Duftmæssigt er det en let, rund og meget frugtrig vin på en lidt afdæmpet facon. Den er samtidig lidt støvet og har en snert af et par gamle, sure gardiner, tørv, spagnum, sød tobak, jordbær, hindbær og tranebær samt en lille medicinsk og nærmest burgundisk note.
I munden er der også både tranebær og lidt bitter lemon … fortsat med en meget let side og et frisk udtryk. Dermed bliver det atter en fin, sart, let og luftig vin, som virkelig smager meget godt. Man bliver sgu i godt humør og fin afslutning på smagningen af de 5 Cellier Saint Benoit vine. Rund, let og nærmest burgundisk.
Forhandles af Vinifikant og priserne på vinene ligger mellem 300-400 kr., men prisen på denne kender jeg ikke.