2019 Domaine du Nozay, Le Baron, Loire, Frankrig

2019 Domaine du Nozay, La Baron, Loire, FrankrigJeg var i går til en lille intim smagning hos Martin, der har Extra Brut Vinimport … blot et par timer for 5 vinelskende nørder og Martin havde selvfølgelig fundet nogle spændende vine frem, hvor første vin var denne 2019 Le Baron Vin de France fra Domaine du Nozay.

Vinhuset Domaine du Nozay ligger ved Sainte-Gemme-en-Sancerrois i Sancerre området i Loire og er grundlagt i 1971 af Philippe de Benoist, selvom selve Château de Nozay kan spore sin historie helt tilbage til det 18. århundrede.

I dag drives vinhuset af Philippes ældste søn Cyril de Benoist de Gentissart, der startede sin karriere i Bourgogne hos sin kendte onkel Aubert de Villaine, der er medejer af det legendariske Domaine de la Romanée-Conti.

Siden 2009 har Cyril dog været med i driften hos sin far på Domaine du Nozay og i dag er ansvarlig for alle vinene. Han har i dag samlet 15,5 hektar vinmarker med en ret ensartet terroir, der består af ler og kalk … alt drives fuldstændig økologisk og siden 2017 også Demeter certificeret biodynamisk.

Cyril de Benoist sætter en ære i at producere alle vinene økologisk, både af hensyn til miljøet og helbredet, men også fordi han kan lide udfordringen, for når man ikke bruger kemi, så skal man være meget mere opmærksom på sine vinstokke og hele tiden tilpasse sig årgangens særlige betingelser.

Han er også en af ​​de få vinavlere i hele verden, der eksperimenterer med lydstimulering i hans vinmarker, for ude blandt stokkene er der placeret højttalertårne, der udsender tonale sekvenser med faste intervaller i løbet af dagen, hvilket skulle fremme cirkulationen af saft og nære den generelle plantesundhed.

Også i kælderen skubber Cyril til grænserne for appellationen og fx anvender han kun den naturlige gær, mens han slet ikke svovler eller filtrerer for ikke at blokere malolaktisk gæring. Der tilsættes næsten heller ingen svovl ved flaskning og således er niveauet langt under den i  forvejen strenge grænse for biodynamisk certificering.

Denne Le Baron falder også udenfor den almindelige appellation, hvorfor den er lavet som en Vin de France, men fortsat på 100% Sauvignon Blanc og lavet med spontangæring med druernes egne gærceller og efter endt fermentering så lagret 1 år i cigarformede egetræsfade – alt mere aflange end normale barriques, hvilket skulle give en mere jævn fordeling af bærmen – og så derfter 1 år mere i store terracotta krukker fra Tava. Der er lavet 1.800 flasker, hvor denne flaske har nummer 556.

Duftmæssigt er det en lidt funky og delikat fætter. Der er en bundt brændenælder, stikkelsbær, let honning. let parfumeret og har en kalket aroma, der kan sende tankerne imod Champagne. Det er en meget feminin, let og meget delikat duft med masser af kalk samt denne lidt skæve, fine og alligevel forsigtige kant.

I smagen er der masser af syre … lidt grøn peber, men sgu også hvid peber, en mineralsk fasthed, meget frisk, charmerende med en fin, sart, smuk og let balance. Fandens flot vin og sikke en start.

Domaine du Nozay vinene forhandles normalt af Vinea, men denne er ikke fundet i sortimentet. Martin mener, at den i Frankrig ligger omkring 25-28€ … svarende til 186-209 kr.

Vinanmeldelse 6/7