Fra én Estate vin til en anden, denne gang er vi tilbage hos Château Montelena, hvorfra vi skal smage deres Estate Zinfandel i nyeste årgang, dvs. 2010’eren, frigivet i foråret 2013 … faktisk på samme tid, som Jim Barrett døde. Det skete i marts måned, og Jim … eller James L. Barrett – som han rigtigt hed – blev 86 år.
I dag kører sønnen Bo Barrett vingården videre, men det er med hjælp fra den ansatte vinmager Cameron Parry, som har arbejdet på Montelena siden 2004. De forsøger at holde styr på driften, og ikke mindst de mange turister, som valfarter til stedet efter den popularitet, som Château Montelena igen oplever efter filmen Bottleshock.
Med ny parkeringsplads, en ny sti op til besøgs- og smagerummet og typisk amerikansk show-off satser slottet på vinturisterne i Napa Valley, hvilket bl.a. også har betydet, at en stor del af Montelenas salg af vin nu foregår på stedet og gennem den vinklub, som fans kan melde sig ind i.
Navnet Montelena kommer i øvrigt en forkortelse for Mount Saint Helena, fordi slottet og dets knap 123 hektar vinmarker ligger blot 5 km. nord for Calistoga ved foden af Mount Saint Helena. Og der er virkelig tale om en slot, som flot rejser sig i landskabet med imponerende indgang, spir og tårne ovenover. Det kan også ses på etiketten.
Zinfandel druerne til denne Estate vin kommer selvfølgelig fra slottets egne vinmarker, og vinen har lagret på egetræsfade i 14 måneder, heraf 11% nye fade. Der er af denne årgang 2010 lavet 2.737 kasser.
Duftmæssigt er der sød tobak … rolig, ikke sjov tobak. Derudover mørke kirsebær, blommer, sødme, vanilje, eg, blomster, mens smagen er frugtrig med bløde og runde tanniner, sødme … men stadig fast i udtrykket, og det bliver bestemt ikke fed amerikank Zin, som vi nogen gange ser det, men derimod en lidt let Zinfandel, som bestemt er ganske fornuftig.
Ikke fundet en forhandler herhjemme, men på Montelena koster vinen 39 USD.