I det lille Gustave Lorentz trekløver af Réserve vine, så sluttede vi med denne 2019 Pinot Noir Réserve.
Selvom vi er gået over til en rødvin, så er vinen næsten lavet på samme måde som de forrige, altså med 100% Pinot Noir fra udvalgte skråninger med ler og kalksten i det kuperede terræn omkring Bergheim.
Vinen er fremstillet i rustfrie ståltanke med temperaturstyret gæring, men derefter så lagret hele 24 måneder på små barriques.
Fadlagringen kan duftes med det samme … har en lille egepræget, sødlig note samme med masser af friske kirsebær, rabarber og nogle helt klart smågrønne noter. I glasset er vinen faktisk også meget lys og transparent … og det indtryk får man også af frugten, lys, let og frisk, mens fadpræget trækker lidt den anden vej.
I munden er vinen rank, grøn med en frisk, småbitter og tør frugt, småsyrlige kirsebær, rabarber, ribs og tranebær, lidt hyben, svagt en smule grapefrugt, mens tanninerne bestemt melder sig ind i kampen med let og saftigt bid. Jeg har det tit svært med alsacisk Pinot Noir, men denne fra Gustave Lorentz holder et flot niveau.
Forhandles af Supervin, hvor en flaske koster 189,95 kr., mens prisen ved køb af 6 flasker er 159,95 kr.