Sjovt nok er næste vin også spansk og endda også på samme druer Cabernet Sauvignon samt Tempranillo … nemlig en Loquillo 2020 fra vinhuset Bodegas Divina Proporción.
Der er tale om et nyere vinhus grundlagt i 2009 af Máximo San José de la Rosa og er beliggende lidt syd for Toro by.
Máximo driver vingården med sin frue Yovana samt sin broder Juan og de har samlet 30 hektar vinmarker, men har derudover også aftaler om levering af druer fra omkring yderligere 100 hektar marker, der tilhører forskellige, lokale vinavlere.
Alle marker har gamle vinstokke … de yngste er mindst 30 år, men flere er næsten 100 år og det giver basis for 6 forskellige vine, som også kan nydes i stedets restaurant, der har plads til 350 gæster.
Denne Loquillo er lavet på 80% Tempranillo og 20% Cabernet Sauvignon, som først har gæret i ståltanke over 10-15 dage og så har den været i traditionel presse efter endt fermentering og derefter lagret 6 måneder på egefade. Loquillo betyder i øvrigt skør/sjov.
Duftmæssigt er vinen virkelig bondsk, landlig med syrlig sved og mørk frugt med lidt henkogte blommer, ribs og brombær, kakao, mørk og bitter chokolade, sød tobak, let mentol samt søde krydderier.
I munden er det en lækker og balanceret vin … god mørk frugt, hvor der også er blommer suppleret med kirsebær, blåbær, en lysere samt mere frisk syre, nogle tanniner, der mest er saftige, krydrede og med total charme. Det er rigtig lækker Toro vin med pleasende sind.
Forhandles af Andrup Vin, hvor en flaske koster 119,95 kr., mens prisen ved køb af 6 flasker er 99 kr.