Azienda Agricola Poliziano ligger smukt lige på den vestlige side af byen Montepulciano på et af områdets højeste punkter og det er derfra, at jeg nu smager en 2019 Rosso di Montepuliciano.
Vinen har jeg faktisk smagt før i årgang 2015 og dermed har jeg også tidligere skrevet om huset, der jo drives af Federico Carletti med hjælp fra hans ven og vinmager Carlo Ferrini.
Den Rosso di Montepuliciano er lavet på 80% Sangiovese og 20% Merlot fra forskellige marker, hvor druerne specielt er kendt for at give vinen en vis friskhed. De ligger i 280 til 350 meters højde.
Vinen er vinificeret i temperaturstyrede, rustfrie ståltanke med en samlet macerations- og gæringsperiode på 10-12 dage, hvorefter omkring 40% af vinen er lagret 8 måneder i brugte amerikanske egefade, mens resten blot lagrer i ståltankene inden samling og flaskning.
Næsen er lidt landlig … har godt med fin og lidt balsamisk frugt, en god italiensk syre og så strejf fra fadene. Der er kirsebær, tranebær og rabarber, tør jord, syrlige drops, stor tørhed, grannåle samt både vanilje, letbrændte fade samt lidt blæk, jern og friskhed.
I smagen er der en meget ren frugt, frisk med en lidt jernet smag, klart kirsebær, rabarber og ribs, læder, tobak, tør jord og skovbund, fin og frugtrig syre samt et godt bid.
Forhandles af Supervin, hvor en flaske koster 129,95 kr., men ved køb af 6 flasker er prisen i øjeblikker på tilbud til 64,95 kr., hvilket er ultra attraktivt.