Inden vinene fra byggemødet, så lige lidt Riesling. For det er ikke lang tid siden, jeg sidst smagte en Riesling Réserve fra Gustave Lorentz og nu stepper jeg et par niveauer op og smager en 2017 Riesling Grand Cru Altenberg de Bergheim Vielles Vignes.
Lorentz familien, der nu i 7 generationer siden 1836 har drevet vinhuset Gustave Lorentz, har jeg skrevet om før … så det undlader jeg denne gang og ser bare nærmere på denne smukke Grand Cru Riesling.
Vinen er fremstillet på 100% Riesling fra gamle vinstokke på den berømte sydvendte Grand Cru mark Altenberg de Bergheim. Efter høst er druerne presset let og mosten har gæret på ståltanke og så har vinen lagret og modnet i hele 4 år inden aftapning og frigivelse. Den har 4,45 gram restsukker pr. liter.
Hvor har vinen en blød og cremet duft … så subtilt, luftigt og så oss’ totalt elegant. Der er sådan fabelagtigt afstemt med lidt nødder og en frugt med modne æbler, lemon, blide citroner samt lidt eksotisk frugt med ananas og abrikos, en fin og ren petroleum … masser både comfort, elegance samt blød, kalket og fin sarthed.
I munden er det samme historie … så smukt, blød, afdæmpet og elegant, men alligevel med en stor og kalket intensitet, masser af modne, gule æbler, lidt æblesaft, lemon og citroner, røg … alt bare som cremet og smooth. Det smager rasende godt, så omsluttede, rund og vildt godt. Her viser Alsace skønne, elegante muskler.
Forhandles af Supervin, hvor en flaske koster 419,95 kr., men prisen er 319,95 kr. ved køb af 6 flasker.