De næste to vine fra Morten Hallgren var rødvine og den første var hans basis Pinot Noir, som imidlertid er en virkelig lækker Cool Climate vin.
Vinen er lavet med Pinot Noir druer fra forskellige marker … her i årgang 2017 er det med 15% fra den kalkholdige mark Argetsinger Vineyard, 60% fra den skiferholdige og vestvendte 16 Falls Vineyard mark, mens de resterende 25% selekteres fra den østvendte og kalkstensholdige White Springs Vineyard mark.
Vinen er så – for at gøre det yderligere kompliceret – lavet på 5 forskellige Pinot Noir kloner og i vinificeringen er der anvendt 15% hele klaser. Først får druerne lov til at stå i koldmaceration i 7 dage inden gæringen 4 uger i åbne ståltanke med manuel pigeage samt overpumpninger. Efter endt gæring er vinen lagret 12 måneder på franske fade, heraf 10% helt nye fade.
I glasset er vinen klart lysere end fx deres egen Argetsinger Vineyard Pinot Noir … sådan helt transparent, lys med et nærmest orange eller brunligt skær over de lyserøde bær. Det dufter sgu lidt burgundisk med lys, moden frugt, kirsebær, tranebær, vilde skovbær, lidt landlig og småanimalsk suppleret med lidt fadnoter, tør kakao, vanilje, mælkechokolade og lidt blæk. Man fornemmer også, at det nok er en vin, som ikke skal gemmes i vildt mange år.
I munden er vinen lys, saftig med en syrlig nerve … meget europæisk stilmæssigt og så har det godt med peber, der lige brænder lidt oven i de lyse, friske bær, tranebær, lyse kirsebær, hindbær, mirabeller og småsure tanniner, lidt grape bitterhed … men hvor er vinen egentligt elegant. Det er sgu igen kølig og forholdsvis rank US Pinot Noir med grønt syrlig bid, friskhed og lys lethed.
Forhandles af Supervin, hvor en flaske koster 369,95 kr., mens prisen er 299,95 kr. ved køb af 6 flasker.