Når vi næsten lige har smagt Jaysen Collins’ Dry White Freestyrer, hvorfor ikke nappe én mer’ af de små buttede og altid spændende flasker fra JC’s Own. Denne er rød og ikke – som normalt hos Jaysen – fra Barossa Valley, for vinen er en 2018 Lenswood Adelaide Hills Pinot Noir.
For efter 20 års arbejde i Barossa Valley, så ville Jaysen gerne prøve at lave lettere og mere elegante vine. Efter et par besøg i USA på en lang række højt beliggende marker i Sierra Nevada området, så blev han inspireret og startede med at lede efter tilsvarende forhold i Australien.
Efter flere dage i bakkerne i Adelaide Hills stødte han på en lille vinmark med Pinot Noir i subregionen Lenswood … en lille mark beliggende i 560 meters højde og skrånende mod nordøst og nabo til en jordbærmark. Derfor købte Jaysen alle druerne … og de er så brugt til at lave denne vin
Han har lavet vinen ved, at alle klaserne er anbragt i åbne gæringskar, hvor de så er fodtrampet på god, gammeldags facon, hvilket er efterfulgt af spontangæring over 15 dage med druerne naturlige gærceller.
Efter endt fermentering er vinen lagret på en kombination af 500 liter egefade og 225 liter barriques, heraf 50% nye fade. Der er kun lavet 1.398 flasker af vinen.
Virkelig dejlig og kølig næse … lidt frisk frugt med hindbær, kirsebær og måske endda også jordbærafsmitning fra den røde nabomark, lidt peanutbutter og samtidig lidt mælkede noter, røget bacon, kalk og er bare så fin og indbydende med et nærmest europæisk snit.
I munden er det også vanedannende lækkert … slet ikke varm og oversøisk i stilen, men meget ligetil, direkte og rank i frugten, der har lidt bitterhed og småvrissen syre, men på en fin måde. Der er tørre tranebær, umodne kirsebær, røg, lette tanniner, peber samt grønne blade og grønne urter.
Forhandles af Propperiet Vin Import, hvor en flaske koster 349 kr.