Denne uges portugisiske vin er, som sidste uge, igen fra vinhuset Vinilourenço. Denne gang er det dog deres 2017 D. Graça Tinto Reserva, som jeg smager.
Vinen er lavet på 30% Touriga Nacional, 30% Touriga Franca, 25% Tinta Roriz, 10% Sousão og 5% Tinta Barroca, der kommer fra det højtbeliggende område Poço Canto i 400-650 meters højde.
Vinen er lavet ved, at gæring sker ved 26 grader i store granitkar, hvorefter der sker presning og efterfølgende malolaktisk gæring. Så er en del af vinen overført til franske egefade, hvor den lagrer 8 måneder inden endelig sammenstikning og flaskning.
Dejlig dyb duft … blåbær, brombær, let marmelade, krydrede noter, bitre kerner samt et stort fadpræg med tobak, mælkechokolade og kakaopulver suppleret med let mentol, grønne blade samt vilde blomster. Derudover kommer der oss’ lidt balsamiske noter.
I munden er det en kraftbasse … men sødmeniveauet bliver alt for højt til denne ellers pansrede vinblogger. Det er blødt, cremet og alt leveres fyldigt og blødt, men altså også for sødt. Der er egentlig god intensitet og der er også lidt tør, bitter, mørk og stram frugt med lidt brombær og blåbær, peber og kraft. Houlberg rater den til 4 tomler med stor pil op.
Forhandles af Portugal Vineyards, hvor en flaske koster 9,24€ … svarende til 69 kr. Med fragt og køb af 6 flasker betyder det en pris på 75,42€ eller 562 kr., svarende til 94 kr. pr. flaske.
Se eventuelt denne side om, hvordan du bestiller og hvad man derudover skal betale ved køb af vin online i udlandet.