Fruen var på hvidvin hele aftenen og jeg havde bestilt nok verdenens bedste Gutsriesling, nemlig Egon Müllers Scharzhof Riesling og her i årgang 2018.
Det er en vin, som jeg har smagt tidligere … sidst var det i 2015, hvor jeg smagte samme vin i en årgang 2011. Dengang skrev jeg også lidt om Egon.
Denne Scharzhof Riesling er husets entry-level vin, en ren Gutsriesling fra husets marker i Saarburg, Oberemmel, Wawern, Wiltinger Braunfels og Wiltinger Kupp. Lavet på ren stål og ikke lagret på eg overhovedet og hele 28 gram restsukker pr. liter.
Allerede fra første snif fornemmer du Egon Müller skræmmende niveau … masser af krop, ædelhed, maskulinitet og vinen fylder bare næsen med velbehag. Der er let petroleum, men ikke hysterisk TDN drevet, selvom dækslet til benzintanken er skruet helt af og gør alle duftene brandfarlige. Udover de æteriske dampe, så er der sødme med en frugt af grønne og modne æbler, fersken, hyld, kvæde, citrus, vingummi, muskat, appelsin, honning, våde sten, flint og også lidt krydrede noter.
I munden er det også en kraftig 98 oktan blyholdig saft med fylde, krop og sødme … bare denne store, tunge og alligevel elegante smag, der næsten er olieret, men så præcis og delikat. Dermed bliver det en cremet, fed og sød vin, hvor efter smagen byder på lidt salvie, appelsin og måske endda akaciehonning.
Forhandles af Løgismose, hvor en flaske koster 395 kr.